Gå til hovedindhold

Efter kaotisk uge: Jammerbugt dukker tamt Esbjerg-hold

Af: Ritzau

Midt i uvisheden om holdets fremtid slog Jammerbugt FC modløse Esbjerg med 2-1 i 1. division.

Nordjyske Jammerbugt FC slog søndag Esbjerg 2-1 i et bundopgør og fik sportsligt nyt liv i 1. division.

Sejren kommer efter en mildest talt kaotisk periode i Jammerbugt, og holdet havde inden opgøret blot hentet to point i sine seneste ti kampe.

Tidligere på ugen kom det frem, at adskillige spillere manglede at få løn for den forgangne måned, ligesom lokale erhvervsdrivende mente, at de havde penge til gode.

Klubejer Klaus-Dieter Müller lovede spillerne, at lønnen var på vej, og Spillerforeningen sendte et påkrav om udbetaling senest lørdag.

TV2 Nord erfarer dog, at hverken spillerne eller de erhvervsdrivende har fået deres penge.

Samtidigt er Klaus-Dieter Müller sygemeldt, skriver TV 2 Nord.

Over for Ekstra Bladet meddeler vicedirektør i Spillerforeningen Allan Reese, at der mandag vil være nyt i sagen.

Jammerbugt havde inden opgøret blot hentet to point i sine seneste ti kampe. Men Esbjerg leverede en elendig første halvleg i Pandrup, hvor hjemmeholdet til gengæld spillede frigjort.

Især den 20-årige offensivspiller Alya Toure var med sin hurtighed og driblinger en afgørende figur.

Først lagde han efter fem minutter indlægget til Sekou Bangouras åbningsmål, og efter 40 minutter skaffede han også det straffespark, som Omar Natami omsatte til 2-0.

Esbjerg tog sig sammen efter pausen, og efter 66 minutter kom reduceringen til 1-2 efter et selvmål.

Men selv om indsatsen var forbedret, manglede Esbjerg både den afgørende energi og kvalitet til for alvor at sætte Jammerbugt under pres. Og derfor sluttede det med tre tiltrængte point til værterne.

Det er syvende gang i streg, at Esbjerg går fra banen uden sejr. Blot 2 af 21 mulige point har holdet hentet i den periode.

Jammerbugt er fortsat sidst i 1. divisions nedrykningsspil, men der er nu kontakt til holdene længere oppe. Jammerbugt har 19 point - to mindre end Fremad Amager og Esbjerg.

Andre gode nyheder