Don’t cry for me, Argentina; men en hel verden græder over Diego Maradona

Af Frits Ahlstrøm

Han bad ikke om tilgivelse, men om i erkendelse af, at hans liv havde en både lys og mørk side, at fodbolden, som havde givet ham så meget, ikke blev tilsmudset.

’La pelota no se mancha’ var hans sidste sætning, der er blevet en argentinsk aforisme. Bolden viser ikke snavset i fodbold.

Det er svært at forlige sig med, at Diego Armando Maradona nu er død – 60 år; argentineren, der mestrede spillet, illuminerede det og gjorde det til kunst.

’Don’t cry for me, Argentina’ sang Madonna i den film musicalen Evita.

Det gjorde millioner af argentinere alligevel, da Eva Perón døde i 1952. Og det gør mange millioner verden over og ikke kun i Argentina, hvor præsidenten har deklareret landesorg i tre dage, mens Diego Maradona ligger på lit de parade i præsidentpaladset i Buenos Aires.

Jorge Valdano brød grædende sammen for åben skærm, da han onsdag aften i en direkte transmission fra Stadio San Siro i Milano blev bedt om en udtalelse om sin ven og holdkammerat fra VM-slutrunden i Mexico i 1986.    

Han nåede kun at sige ”Når jeg tænker på ham, er det med et smil...”

Jorge Valdano, en af fodboldens store filosoffer med en fortid i blandt andre Real Madrid CF som både spiller og sportsdirektør, var i Milano som TV-ekspert til kampen mellem FC Internazionale Milano og Real Madrid CF i UEFA Champions League.

Senere sagde Jorge Valdano:

-Ingen bold har nogensinde haft en så god oplevelse som når Diego havde den på sin venstre fod.

-Nu har vi i Argentina yderligere en helt ved siden af Evita og Gardel, tilføjede Jorge Valdano og hentydede til Eva Perón og Carlos Gardel.

Eva Perón var den yngste i en børneflok på fem i en fattig familie på den argentinske pampas. Da hun var 15, flyttede hun til Buenos Aires med en drøm om en karriere som entertainer. Ti år senere – i 1944 – ved et velgørenhedsarrangement til fordel for ofrene for jordskælvet i San Juan mødte hun obersten Juan Perón. De blev gift året efter.

I 1946 blev Juan Perón valgt til landets præsident, og i de følgende seks år var Eva Perón en magtfuld førstedame, der kæmpede for arbejderklassens rettigheder og kvindernes ligestilling.

Kongressen gav hende i 1952 titlen ’Nationens Åndelige leder’. Året efter døde hun af cancer; kun 33 år.

Det vakte også landesorg, da Carlos Gardel blev dræbt ved en flyulykke i 1935; kun 44 år. Den fransk-fødte argentinske baryton-sanger, sangskriver, komponist og skuespiller, var alle tiders mest prominente personlighed i tango’ens historien; indbegrebet af stilen og sjælen i denne dans.

Diego Maradona blev født i et fattigkvarter i Villa Fiorito; et af de farligste områder i Buenos Aires. På sin tre-års fødselsdag fik han af sin onkel Cirilo en fodbold af læder, som han behandlede så virtuost, at Francisco Cornejo fem år senere inviterede ham til prøvetræning i Los Cebollitas, ungdomsafdelingen i Argentinos Juniors.

-Jeg havde aldrig set noget lignende, har Francisco Cornejo sagt. Han syntes at komme fra en anden planet.

Ti dage før sin 16-års fødselsdag debuterede Diego Maradona som professionel. I sine fem år i Argentinos Juniors lavede han 116 mål i 116 kampe samtidig med i 1979 at føre Argentina til sejr over Sovjetunionen i finalen om verdensmesterskabet for U/20 landshold.

Dernæst fulgte én sæson i Boca Juniors og to i FC Barcelona før han fra 1984 til 1991 spillede for SSC Napoli, hvor han fik guddommelig status. Han hjalp i 1987 klubben til for første gang at vinde det italienske mesterskab; en bedrift, der blev gentaget tre år senere. Indimellem førte han SSC Napoli til sejr i UEFA Cup-turneringen.

Den største triumf oplevede Diego Maradona i 1986, da han spillede verdensmesterskabet hjem til Argentina. Han huskes især for to detaljer – i kvartfinalen mod England på Estadio Azteca i Mexico City. Det var en følelsesladet forestilling, eftersom Argentina fire år tidligere havde tabt krigen mod England om Falklandsøerne.

Seks minutter efter pausen lavede Diego Maradona et af de mest omdiskuterede mål i turneringens historie. Den tunesiske dommer Ali Bin Nasser så afslutningen som et hovedstød og godkendte scoringen. Englænderne mente, han brugte hånden.

Selv sagde Diego Maradona: Det var Guds hånd, hvortil den ansete journalist Brian Glanville bemærkede: For os englændere var det snarere Djævlens hånd.

Derimod var der ingen diskussion om målet til 2-0 fire minutter senere. Fra det øjeblik, Diego Maradona modtog bolden omkring midtlinjen, tog han 44 skridt, foretog 12 boldberøringer og driblede forbi fem modstandere før han udplacerede målmanden Peter Shilton – indenfor 10.8 sekunder.

Det regnes for alle tiders bedste mål i en slutrunde. Ingen havde set noget lignende. Gary Lineker, der senere reducerede for England, sagde siden: ”Jeg kunne ikke lade være med at klappe.”

Det var et ordinært argentinsk landshold, Diego Maradona gjorde til verdensmester; kulminerende med sejren på 3-2 over Vesttyskland i finalen.

Det diskuteres stadig om Pelé, Diego Maradona eller Lionel Messi er den bedste fodboldspiller nogensinde.

I TV3 Sport-studiet sagde både Preben Elkjær og Michael Laudrup, at Diego Maradona var den bedste i deres generation. Michael Laudrup gik endda så vidt som til at konkludere, at Diego Maradona var bedre end Lionel Messi, fordi han optrådte på dårligere hold og under langt vanskeligere vilkår:

-Hvor Lionel Messi i høj grad har gavn af skærpede regler og dermed dommernes beskyttelse, blev Diego Maradona jaget som et dyr af hensynsløse modstandere.

Preben Elkjær og Michael Laudrup mindedes deres møder med Diego Maradona.

Michael Laudrup huskede en kamp mellem Juventus og SSC Napoli.

-Vi var klar til at gå på banen, men måtte vente på Diego i nogle minutter. Det var en stor kamp, men han tog det afslappet. Ved et stop i kampen stod jeg ved siden af ham og så, at han havde glemt at snøre sine støvler. Jeg gjorde ham opmærksom på det, hvorpå han kikkede ned, sagde tak og snørede støvlerne.

Selv om Diego Maradona var udsat for et nærmest umenneskeligt pres, var fodbolden længe en leg for ham.

Jeg var pressechef for FIFA i forbindelse med VM-slutrunden i Italien i 1990, hvor jeg havde ansvaret for alle Englands tre puljekampe på Sardinien samt fire kampe på fastlandet: Argentina mod Sovjetunionen i Napoli, kvartfinalen mellem England og Belgien i Bologna, semifinalen mellem Italien og Argentina i Napoli og kampen om 3. pladsen mellem Italien og England i Bari.

Der var et stort presseopbud til det argentinske landsholds træning dagen før puljekampen mod Sovjetunionen. Journalisterne, deriblandt Preben Elkjær som udsendt medarbejder for TV 2, stod bag et mindre rækværk på hver side af stien fra omklædningsrummet til banen.

Den argentinske cheftræner Carlos Bilardo havde samlet sine spillere i midtercirklen. Men Diego Maradona manglede. Da han kom ud, gik han stille og roligt forbi journalisterne indtil han pludselig så Preben Elkjær (som han nogle år tidligere havde spillet imod, mens danskeren var i FC Hellas-Verona).

Det var et hjerteligt gensyn – for dem begge. Diego tog sig tid til en kort samtale med Preben, mens Carlos Bilardo fortsatte sin enetale. Da Diego nåede frem til dem, vippede han en bold op i luften, sparkede den 15-20 meter op i luften, tæmmede den med nakken, vippede den op på hovedet og lod den falde ned på sin venstre kattepote, hvor den blev liggende og tilsyneladende følte sig tryg. Så kunne træningen begynde. Jeg glemmer det aldrig.

Som Erik Nina, journalisten på Aftonbladet, så rammende skrev i sine mindeord om Diego Maradona og hans boldbehandling:

-Her har I en fodbold. De fleste pumper den op med luft. Diego Maradona fyldte den med mening, farve, genialitet og galskab og brugte den ukueligt med en fortryllende magi. Nu er han borte, og fodbolden ser igen bare ud som en fodbold.

Jeg skulle arrangere medie-aktiviteterne efter ’mine’ kampe i Italia Novanta; det vil sige interviews med TV og Radio samt den skrivende presse.

Jeg vidste, at alle journalister efter kampen mellem Argentina og Sovjetunionen ønskede at høre hvad Diego Maradona mente. Så jeg kontaktede ham dagen før for at lave en aftale om, at han deltog i pressekonferencen.

-Naturligvis, sagde han. Men du skal vide, jeg har indgået en personlig kontrakt med Tele Monte Carlo om at være til deres rådighed i 10-15 minutter efter sidste fløjt. Så hvis du bare venter udenfor, går jeg med dig.

Dengang var sikkerhedsforanstaltningerne på ingen måde som i dag. Da jeg gik ned ad trappen til det rum, hvor Tele Monte Carlo havde sit studie, så jeg 25-30 personer vente udenfor og blokere alt. Jeg håbede, Diego huskede vor aftale.

Da han kom ud, blev han nærmest overfaldet, men han ignorerede dem alle, opdagede mig og vinkede: Jeg kommer nu, signalerede han. Hvorpå vi sammen gik til pressekonferencen, fulgt af pressen.

Jeg forventede et endnu større medie-opbud, da Argentina i semifinalen mod Italien efter 1-1 trods forlænget spilletid havde vundet 4-3 i straffesparkskonkurrencen.

Men da Diego Maradona ikke kom til TV-studiet, gik jeg ned i omklædningsrummet på Stadio San Paolo for at hente ham – og fandt ham grædende. 

-Jeg kan ikke klare det, sagde han og pegede på sine smertefulde ben, der var blodige og opsvulmede efter mødet med italienske støvler.

Jeg havde fuld forståelse for hans situation og kaldte på chileneren Miguel Galan, der var ansat i FIFA’s administration og talte flydende spansk og engelsk. Jeg vil sikre mig en korrekt oversættelse.

-Jeg spurgte Diego om han ville svare mig på fem spørgsmål og, i så fald, om jeg måtte give dem videre til medierne og lade dem citere ham for dem. Det var han med på, og således fik pressen udtalelser fra den spiller, de var mest interesseret i.

Siden modtog jeg i mange år et julekort fra Diego Maradona, sendt fra hans barndomsven og agent Jorge Cyterszpiler, der tog sit eget liv i maj 2017.

Jeg kunne lide Diego Maradona og prøvede altid på at forsvare ham for hans mange eskapader og udskejelser, som han i øvrigt har erkendt og aldrig er kommet med dårlige undskyldninger for.

Allerede 32 år før Diego Maradona blev født, foreslog Ricardo Lorenzo, der som journalist på El Grafico skrev under synonymet Borocotó, at Argentina skulle opføre en skulptur af en såkaldt pibe.

Diego Maradona blev ifølge Borocotó det platoniske ideal på en pibe; altså en dreng fra gaden med et ansigt fuldt af støv og snavs, finurlige øjne, en manke af hår, der gjorde oprør mod en redekam, og et gnistrende blik, som repræsenterede ikke alene den argentinske fodboldkultur, men også nationens image. Diego, der forblev tro mod sine rødder, levede op til Borocoté’s ånd mere end nogen havde været i stand til at forestille sig.

Da Diego Maradona i 2005 blev spurgt om hvad han kunne tænke sig som sin gravskrift, svarede han:

-Tak til Fodbolden. Det er en sport, der har givet mig den største glæde og den største frihed. Det har været som at røre himlen med mine hænder.

Diego Maradona var et idol for millioner af drenge, deriblandt Flemming Povlsen.

-Selv i mine drømme havde jeg kun muligheder for at nå ham til sokkeholderne, fortæller den danske europæiske mester fra 1992 til TV3 Sport. Han bar både Napoli og Argentina på sine skuldre. Et tungt åg, men han gjorde det! Jeg vil for altid savne ham.

Da Diego Maradona forlod SSC Napoli, bestemte klubben, at trøjen med 10-tallet aldrig skulle gives til nogen anden. Og nu overvejer både klub og by at ændre navnet på stadion og opkalde det efter deres største spiller nogensinde.

Fodbolden bliver aldrig den samme uden Diego Maradona. Han var i sin glorværdige storhedstid folkets glæde.

Gracias, Diego.