Dommer afviste VAR: Dommerchef vil ændre bevisførelsespraksis
I Viaplays program 'VAR-Rummet' gennemgår Jesper Simo og dommerchef Michael Johansen afgørende situationer i 3F Superliga, hvor VAR har spillet en rolle.
En af de gange, hvor VAR har vækket opsigt var i kampen mellem Randers FC og FC Fredericia.
Her fandt VAR en straffesparksforseelse begået af gæsterne, men efter at kampens dommer blev kaldt til skærmen, valgte han ikke at følge VARs indstilling.
En sjælden beslutning, som har vakt opsigt.
Michael Johansen udtaler i programmet, at man er tilfredse med at hoveddommeren valgte at fastholde sin oprindelige kendelse, men at situationen alligevel har givet anledning til nye procedurer:
- Vores interne feedback er, at vi skal være dygtigere til, at præsentere billederne overfor dommeren. Det kan være enormt vanskeligt, hvis de ikke kører fuldstændig præcist i den rigtige hastighed og i sin helhed glidende. Så er der altså fare for, at dommeren kan vende en korrekt kendelse til en forkert, fortæller Michael Johansen, og fortsætter:
- Vi er tilfreds med at processen kører, men vi er ikke tilfredse med bevisførelsen, men det er en borderline situation.
Du kan opleve VAR-teamets kommunikation under hændelsen og høre hele Michael Johansens forklaring af situationen i videoen øverst.
Anders Funch Engelstad
anders.funch.engelstad@viaplaygroup.com





