Djukic forlænger - se hans bedste redninger
Hvidovre har sikret sig en underskrift fra en af klubbens vigtigste spillere.
Målmanden Filip Djukic har nemlig sat sin signatur på en ny kontrakt med 3F Superliga-nedrykkerne.
Der har været meget snak om Filip Djukics fremtid i løbet af sæsonen, men nu er det altså officielt, at han bliver i Hvidovre.
-Jeg er en lettet mand. Vi har haft mange snakke igennem et halvt års tid, hvor der ikke har været tvivl om, at vi gerne ville hinanden. Udfordringen har været at overbevise Filip om, at vi havde den bedste pakke for ham. Det er jo ingen hemmelighed, at han kunne have valgt en sportsligt eller økonomisk højere hylde end det, vi kunne tilbyde, siger sportschef Peter Lassen til klubbens hjemmeside.
Djukic har været en stor profil for Hvidovre gennem sæsonen, hvor han har leveret flere store redninger, og i efteråret 2023 fik han også debut for Montenegros A-landshold.
-At Filip til sidst fulgte sin mavefornemmelse og bliver hos os, synes jeg siger meget om, hvor vi er i dag som hold og klub. Det er i min verden et kæmpe signal, at vi kan holde på vores mest ombejlede profil. Udover at være en dygtig målmand er der jo ingen tvivl om, at han også har et stort hjerte for klubben, som vi også ser gengældt blandt vores fans. Han er nok lidt en fanfavorit, siger Peter Lassen.
Filip Djukic står noteret for 149 kampe for Hvidovre.
I videoen over artiklen kan du se de bedste redninger af Filip Djukic i den netop overståede sæson i 3F Superliga.
Magnus Bindner Gohr
magnus.gohr@viaplaygroup.com










