Debut i FC Bayern med tre års forsinkelse
Det er med tre års forsinkelse, Matthijs de Ligt får sin officielle debut for FC Bayern München, når klubben lørdag aften møder RB Leipzig i den tyske supercup på Red Bull Arena i Leipzig.
Af Frits Ahlstrøm
FC Bayern forsøgte allerede i 2019 at hente den da 19-årige hollandske forsvarsspiller til Säbener Strasse, men klubben ville ikke betale de 85 millioner Euro, svarende til 633 millioner kroner, som AFC Ajax forlangte for ham. Det gjorde Juventus derimod.
Men sportschefen Hasan Salihamidžić bevarede Matthijs de Ligt på sin ønskeliste. Og for knap to uger siden var Juventus villig til at sælge ham for angiveligt 499 millioner.
I mellemtiden havde hans landsmænd Arjen Robben og Mark van Bommel, begge med en gylden fortid i FC Bayern, flere gange tilrådet ham at skifte til den tyske storklub så snart, muligheden bød sig.
Det fortæller Matthijs de Ligt i et interview med Bild Zeitung.
I løbet af sommeren drøftede han også sin fremtid med Louis van Gaal, ansvarlig for det hollandske landshold og cheftræner i FC Bayern fra 2009 til 2011.
-Fra det øjeblik var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg ville til FC Bayern, siger Matthijs de Ligt. Han omtalte klubben i høje toner og understregede, at jeg ville elske tilværelsen på Säbener Strasse.
-Klubbens filosofi passer mig, tilføjer Matthijs de Ligt. Jeg kan lide den tyske mentalitet, det hårde og disciplinerede arbejde.
Matthijs de Ligt (født 12. august 1999) lavede 13 mål i 117 kampe for AFC Ajax fra 2016 til 2019 og 8 i 117 kampe for Juventus i de følgende tre sæsoner. Sideløbende har han præsteret to mål i 38 landskampe.
FC Bayern må undvære Leon Goretzka, der er blevet opereret for en knæskade, og indleder formentlig kampen i Leipzig med følgende 11:
Manuel Neuer – Benjamin Pavard, Dayot Upamecano, Lucas Hernández – Noussair Mazraoui, Marcel Sabitzer, Joshua Kimmich, Alphonso Davies – Sadio Mané, Thomas Müller, Serge Gnabry.
Matthijs de Ligt må tage plads på bænken sammen med blandt andre Kingsley Coman og Leroy Sané.
Du kan se Leipzig-Bayern München i aften fra klokken 20.25 på Viaplay og TV3 Sport.











