Gå til hovedindhold

DBU sender stikpille til Parken S&E: De må være udfordrede

DBU sender stikpille til Parken S&E: De må være udfordrede
Foto: Scanpix

Af: Christian Nielsen

DBU og Parken Sport & Entertainment er havnet i ordkrig omkring afviklingen af kampene i Nations League.

Parken Sport & Entertainment er røget i clinch med DBU, der for nylig har meldt ud, at det danske A-landshold spiller efterårets Nations League-kampe i Aarhus frem for i den normale hjemmebane i Parken.

Den disposition har fået Parken Sport & Entertainment til at beskylde DBU for aftalebrud, fordi selskabet mener, at organisationen med den nuværende aftale er forpligtet til at spille alle sine kvalifikationskampe i nationalarenaen.

-Vi synes, at det er et klart brud på vores aftale med DBU, hvor der står, at alle EM og VM-kvalifikationskampe bliver spillet i Telia Parken, siger pressechefen i FC København og Parken Sport & Entertainment, Jes Mortensen, til Ekstra Bladet og uddyber:

-Det er sådan set meget simpelt at stille sig selv spørgsmålet: Kan Danmark kvalificere sig til EM 2020 via Nations League? Svaret er lige så enkelt: Ja, det kan man. Derfor er det naturligvis en kvalifikationskamp.

Hos DBU mener man imidlertid ikke, at kampene i Nations League kan sidestilles med kvalifikationskampene til EM.

-Vi er blevet kontaktet af Parken Sport & Entertainment, der ganske rigtigt har fået sine advokater til at kontakte os. Jeg undrer mig over Parkens ageren, da der ikke er noget hold i deres krav, så jeg forstår simpelthen ikke, de bruger tid og penge på denne sag, siger DBU's kommercielle direktør, Jesper Andersson, til Ekstra Bladet.

-Jeg kan kun forestille mig, at Parken bruger ressourcer på denne sag på grund af deres egen situation, og de virker til at være alvorligt udfordrede derinde. Men det får ikke DBU til at ændre den beslutning, der er truffet, tilføjer Jesper Andersson.

UEFA har indført Nations League for at skabe mere spænding omkring landskampene, og i turneringen er der fire billetter til EM i 2020 på højkant.

Se DBU Pokalfinalen mellem Brøndby og Silkeborg direkte på TV3+ og Viaplay fra i dag kl. 14.00.

Andre gode nyheder