Gå til hovedindhold

Danskere fører sig frem på den norske og svenske scene

Flere danskere spiller hovedroller i de nationale ligaer i Norge og Sverige.

Af Frits Ahlstrøm

FK Bodø/Glimt med dansker-trioen Kasper Junker, Philip Zinkernagel og Sammy Skytte i truppen øgede i weekenden sit forspring i toppen af den norske Eliteserien ved at vinde 3-0 over Sarpsborg 08 samtidig med, at de forsvarende mestre fra Molde FK tabte 3-2 til FK Viking i Stavanger.

Philip Zinkernagel scorede to gange og Jens Hauge en enkelt gang i Sarpsborg. De er nu med 11 mål hver på en delt 1. plads på topscorerlisten sammen med Kasper Junker. 

Disse tre spillere har altså præsteret 33 af klubbens 56 mål; og så har Kasper Junker på grund af overbelastningsskader endda kun været med i 13 af de 16 kampe.

Da FK Bodø/Glimt tidligere på ugen besejrede FK Kauno Žalgiris fra Litauen 6-1 i UEFA Europa League på Aspmyra Stadion 80 km nord for polarcirklen nettede Philip Zinkernagel og Jens Hauge to gange hver.

FK Bodø/Glimt, der i sin 104-årige historie har vundet den norske pokalturnering to gange, men aldrig det nationale mesterskab, skal i sin næste kamp på den europæiske scene møde en anden klub fra Litauen: FK Žalgiris Vilnius.

Stillingen i toppen af Eliteserien:

FK Bodø/Glimt – 16 kampe – Mål: 56-18 – 44 point

Molde FK – 17 kampe – Mål: 45-20 – 34 point

Odds BK – 16 kampe – Mål: 29-18 – 31 point

Rosenborg BK – 16 kampe – Mål: 29-15 – 28 point

Carlo Holse var med i samtlige 90 minutter for Rosenborg BK i 2-2 kampen mod Stabæk Fotball   på Lerkendal i Trondheim, hvor Åge Hareide i denne uge afløser Trond Henriksen som cheftræner.

Malmö FF med Jon Dahl Thomassen som cheftræner samt Anders Christiansen, Jonas Knudsen og Søren Rieks i spillerstaben topper Allsvenskan efter 17 runder med 39 point, 6 flere end BK Häcken fra Göteborg og 7 flere end IF Elfsborg fra Borås (med den tidligere Brøndby-spiller Frederik Holst i startopstillingen).

De lyseblå spillede 1-1 mod IF Elfsborg på hjemmebane i weekenden. Anders Christiansen, som Jon Dahl Thomassen har gjort til anfører, scorede i 1. minut, mens Rasmus Alm udlignede for det gæstende hold inden han tyve minutter før tid blev udskiftet med Jeppe Okkels, den tidligere Silkeborg-angriber, der således fik sin debut.

Anders Christiansen med 7 mål og Søren Rieks med 5 har tilsammen lavet en tredjedel af de 36 mål, MFF har præsteret i Allsvenskan i denne sæson.

Malmö FF indledte i torsdags UEFA Europa League med en sejr: 2-0 over MKS Cracovia Kraków fra Polen. Den norske landsholdsangriber Jo Inge Berget gjorde det til 1-0 indenfor de første 60 sekunder, og Søren Rieks øgede til 2-0 ét minut før pausen.

Det næste europæiske opgør for Malmö FF er 17. september mod Honvéd FC i Budapest i 2. kvalifikationsrunde i UEFA Europa League.

Samme aften spiller FC København på Gamla Ullevi i Göteborg mod IFK; den 115 år gamle hæderkronede klub, der har vundet det svenske mesterskab 18 gange, pokalturneringen 8 gange samt UEFA Cup’en i 1982 og 1987, men lige nu befinder sig på en 12. plads i Allsvenskan.

Andre gode nyheder