Dansker udsat for et af de groveste overfald i en finale

Af Frits Ahlstrøm

Det italienske mesterhold havde i sin startopstilling seks spillere, som året før havde vundet verdensmesterskabet ved at besejre Vesttyskland 3-1 i slutkampen i Madrid: Dino Zoff, Claudio Gentile, Gaetano Scirea, Marco Tardelli, Antonio Cabrini og Paolo Rossi. Dertil kom to andre topspillere: franske Michel Platini og polske Zbigniew Boniek.

Juventus havde i 1. runde slået Hvidovre IF ud med en 4-1 sejr i Idrætsparken i overværelse af 30.289 tilskuere og 3-3 i returkampen i Torino, hvor der var 30.210 tilskuere. Både Michel Platini og Paolo Rossi scorede i begge kampe.

I den græske hovedstad var de italienske fans i klart overtal blandt de 73.500 tilskuere, der fyldte arenaen og tiljublede deres spillere, da de før kampen sejrsbevidste spadserede rundt på græstæppet.

-Det var som om vi var på hjemmebane, erkendte Michel Platini, der ligesom sine holdkammerater var iført nålestribet jakkesæt, mens deres modstandere i forvaskede træningsdragter kikkede på dem.

-Deres attitude satte os virkeligt op, fortalte HSV’s anfører Horst Hrubesch.

Allerede i det 9. minut faldt det eneste mål.

-Jeg fintede et skud og fik Marco Tardelli, tror jeg det var, til at flytte sig, tog et træk og hamrede fra omkring 20 meters afstand bolden over i modsatte øverste målhjørne, erindrer Felix Magath. Jeg kunne ikke have ramt den bedre. Selv Dino Zoff var magtesløs.

Lars Bastrup, der i kvartfinalerne havde scoret hattrick i 4-1 sejren over FC Dynamo Kyiv i Tbilisi, var med fra start i Athen, mens Allan Hansen, der var kommet til HSV fra OB i sommeren 1982, begyndte på bænken.

Det var meningen, han skulle have været på banen efter en times spil, men da Claudio Gentile ti minutter efter pausen bevidst hamrede sin ene albue i ansigtet på Lars Bastrup og brækkede kæben på ham, så han måtte køres på hospitalet, ændrede cheftræneren Ernst Happel sin plan og bragte Thomas von Heesen i spil.

-Jeg varmede op i 80 af de 90 minutter, har Allan Hansen fortalt. Alligevel tænker jeg stadig tilbage på finalen som min største oplevelse i fodbold.

Den rumænske dommer Nicolae Rainea gav end ikke Claudio Gentile en advarsel for – som en enig presse skrev – en af de mest beskidte og voldelige handlinger nogensinde i en finale.

Ernst Happel, cheftræneren i Hamburger SV, fik efter det sidste fløjt et kys på kinden af en af sine assistenter, og Horst Hrubesch modtog pokalen fra italieneren Artemio Franchi, den tredje af foreløbig kun syv valgte præsidenter i UEFA.

Det var Artemio Franchis sidste offentlige opgave, eftersom han mistede livet i en trafikulykke nær Siena 12. august 1983. Han blev 61 år.

Ernst Happel (født 29. november 1925 i Wien; død 14. november 1992 i Innsbruck) var den første træner, der vandt Europa Cup’en for mesterhold med to forskellige klubber, eftersom han i 1970 havde ført Feyenoord til sejr over Celtic FC i finalen i Milano. De andre er Carlo Ancelotti (AC Milan og Real Madrid CF), Ottmar Hitzfeld (Borussia Dortmund og FC Bayern München), José Mourinho (FC Porto og FC Internazionale Milano), Pep Guardiola (FC Barcelona og Manchester City FC) og Jupp Heynckes (Real Madrid CF og FC Bayern München).

Som aktiv var Ernst Happel en solid forsvarsspiller. Han blev meldt ind i SK Rapid Wien i 1938, samme år som den tyske Wehrmacht var marcheret ind i Østrig og havde annekteret landet som ’Ostmark’ i Adolf Hitlers nationalsocialistiske Tyske Rige.

Dengang blev alle ungdomsspillere i klubben automatisk medlemmer af Hitler Jugend, men Ernst Happel nægtede at synge med på deres sange og blev ekskluderet. I 1943 – året efter at have fået sin debut som professionel – blev han sendt til østfronten uden dog at komme i kamp.

De amerikanske befrielsestropper arresterede ham i 1945, men han undslap ved at springe ud af et tog i München. Det tog ham nogle måneder at komme til fods hjem til Wien, hvor han genoptog sin karriere i SK Rapid.

Bortset fra opholdet på østfronten og en enkelt sæson i Racing Club Paris i midten af 1950erne spillede Ernst Happel for SK Rapid, som han hjalp til at vinde det østrigske mesterskab seks gange.

Ernst Happel fik den første af sine 51 landskampe for Østrig i 1947 mod Ungarn, deltog i den olympiske turnering i London i 1948 og i VM-slutrunderne i Schweiz i 1954 og i Sverige i 1958.

I 1954 blev det til en 3-1 sejr over Uruguay i kampen om bronzemedaljer på Hardturm i Zurich.

Ernst Happel var træner fra 1962 til 1992 i Ado den Haag, Feyenoord, Sevilla FC, Club Brugge KV, Standard Liège, Hamburger SV og Swarovski Tirol.

Han vandt såvel mesterskabet som pokalturneringen i Holland, den belgiske liga med Club Brugge KV tre år i træk, den belgiske pokalturnering med Standard Liège, Bundesligaen med Hamburger SV i 1982 og 1983 og DFB-Pokalen i 1987 samt det østrigske mesterskab med Swarovski Tirol to gange og den østrigske pokalturnering én gang.

Uanset hvad der skete på banen, fortrak Ernst Happel aldrig en mine, men tændte blot den ene cigaret efter den anden. Det var dengang, det var tilladt cheftrænerne at ryge på bænken.

Ernst Happel døde af lungecancer et par uger før sin 67-års fødselsdag, mens han var i gang med sin første sæson som cheftræner for det østrigske landshold. Det nationale Praterstadion i Wien blev omdøbt til Ernst-Happel-Stadion, hvor Østrig fire dage efter hans død spillede 0-0 mod Tyskland i en venskabskamp. På hans plads på bænken lå hans kasket.

Lars Bastrup, der hjalp Hamburger SV til at vinde Bundesligaen i 1982 og 1983, blev Årets Spiller i Danmark i 1980, da han repræsenterede AGF. Forinden havde han spilet for Silkeborg IF, IHF i Aarhus, Kickers Offenbach og IHF igen. Han lavede 10 mål i 30 landskampe.

Allan Hansen var også med til at blive tysk mester i 1983. I sine 16 landskampe lavede han 3 mål og repræsenterede OB, Tennis Berlin og Hamburger SV. Han blev i både 1977 og 1981 kåret som Årets Spiller i Danmark.