Dansker klar til debut i USA efter biluheld og andre problemer
Erik Sviatchenko indgik 24. marts en aftale med Houston Dynamo FC i Major League Soccer; altså for knap to måneder siden.
Af Frits Ahlstrøm
Den 31-årige forsvarsspiller har dog ikke repræsenteret sin amerikanske klub endnu; hverken på banen eller bænken.
Det er der en forklaring på.
-Jeg måtte fem uger vente på min opholds-og spilletilladelse, fortæller Erik Sviatchenko til Viaplay. Og da det var på plads, og jeg skulle have min debut, pådrog jeg mig en mindre skade, som holdt mig ude i et par uger.
-Oveni var jeg involveret i et biluheld, som jeg heldigvis slap uskadt fra. Jeg blev dog påbudt en pause på en uge, eftersom der var risiko for, jeg havde fået en hjernerystelse.
-Men nu lysner det, tilføjer han. Det er planen, jeg skal debutere på onsdag.
Den dag spiller Houston Dynamo FC mod Minnesota United FC i US Open Cup hjemme på Shell Energy Stadium med en tilskuerkapacitet på 22.039 siddepladser. Det er i 1/8-finalerne med returkamp i Minnesota 13. juli.
De to klubber mødtes i Major League Soccer i torsdags i Minnesota, hvor Houston Dynamo FC uden Erik Sviatchenko tabte 1-0.
Erik Sviatchenko er noteret for 223 kampe og 32 mål for FC Midtjylland (fordelt på to perioder) og 63 kampe og 2 mål for Celtic FC. Han hjalp FCM til at vinde det danske mesterskab tre gange (2015, 2018 og 2022) og DBU Pokalen i 2019 og 2022. Med Celtic FC blev han skotsk mester i 2016 og 2017, pokalvinder i 2017 og Liga Cup-vinder i både 2017 og 2018.
Udover titlen som Årets spiller i 3F Superligaen i sæsonen 2019-20 har han foreløbigt opnået 5 kampe på landsholdet og scoret en enkelt gang – i 90. minut mod Frankrig i Parken, hvor han afløste Simon Kjær 20 minutter før tid. Frankrig vandt 2-1 på mål af Oliver Giroud i 4. og 6. minut.
-Min familie og jeg trives godt i Houston, bemærker Erik Sviatchenko. Det er varmt og fugtigt, og de siger, det kun bliver værre.
Erik Sviatchenko har kontrakt med Houston Dynamo FC til og med 31. december 2024 – med en option på yderligere et år.







