Dansker får job som træner i Tyrkiet
Jens Bangsbo, som fylder 60 år i dag, rejser til Tyrkiet i morgen for at tiltræde som træner for Superligaklubben Antalyaspor.
Af Frits Ahlstrøm
Leonardo, som spillede tre VM-slutrunder for Brasilien, skrev i sidste uge en toårig kontrakt som manager med den tyrkiske klub og ringede prompte til Jens Bangsbo for at tilbyde ham jobbet som hans assistent.
Aftalen gælder i første omgang for resten af denne sæson.
-Den indebærer, at jeg tager et års orlov fra mit arbejde i Danmark, fortæller Jens Bangsbo til TV3 Sport.
Jens Bangsbo er professor i fysiologi ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.
Det er anden gang, han påtager sig et trænerjob i udlandet. Han var fra 2001 til 2004 tilknyttet Juventus som assistent for Marcello Lippi.
-Det var en dejlig tid i den italienske klub, og jeg har lige siden ønsket at få et tilsvarende job i udlandet. Men jeg var indstillet på af hensyn til vore børn at vente en halv snes år, bemærker han.
-Leonardo har fortalt mig, at han forventer at skulle bruge så megen tid på sin rolle som manager, at han i princippet vil overlade træningen til mig, tilføjer Jens Bangsbo.
Danskeren debuterer, når Antalyaspor efter landskampspausen spiller mod Göztepe Izmir den 14. oktober hjemme på Antalyaspor Arena, hvor der er plads til 32.539 tilskuere.
Det kan ikke udelukkes, der bliver fuldt hus til den kamp, eftersom klubben har solgt 22.000 sæsonkort.
Antalyaspor er på 15. pladsen med seks point for syv kampe i den tyrkiske Superliga, som omfatter 18 hold, mens Göztepe Izmir indtager 4. pladsen med 13 point.
Samuel Eto’o, der hjalp FC Barcelona til at vinde UEFA Champions League i 2006, er anfører for Antalyaspor. Den 36-årige angriber fra Cameroun har scoret to gange i denne sæson, hvor Antalyaspor har præsteret 8 mål i sine syv turneringskampe.
Den 30-årige franskmand Samir Nasri (med en fortid i Arsenal FC, Manchester City FC og Sevilla FC) er også noteret for to pletskud, mens Johan Djourou, den 30-årige schweizer, som blev hentet i Hamburger SV i sommer, har scoret en enkelt gang.
Jens Bangsbo råder over yderligere en 30-årig fransk landsholdsspiller: angriberen Jérémy Menez, som er kommet til Antalyaspor fra FC Girondins de Bordeaux.
Leonardo, som lavede 7 mål i 55 landskampe for Brasilien, har en fortid som spiller i CR Flamengo, FC São Paolo FC, Kashima Antlers i Japan, Paris Saint-Germain, AC Milan og Valencia CF og som sportschef i Paris Saint-Germain, AC Milan og FC Internazionale Milano.
Jens Bangsbo opnåede som aktiv omkring 350 kampe i Kastrup Boldklub, Lyngby Boldklub, Esbjerg fB og Hvidovre IF. Desuden blev det til to kampe på Danmarks olympiske hold i 1979. Han var i mange perioder, især i forbindelse med slutrunder, en del af den stab, Morten Olsen havde som cheftræner for det danske landshold.











