Gå til hovedindhold

Dansk spiller i tysk fodbolddrama

Dansk spiller i tysk fodbolddrama
Scanpix

Den danske landsholdsspiller Christian Gytkjær beder til, at historien gentager sig for hans klub TSV 1860 München på Allianz Arena tirsdag aften.

Af Frits Ahlstrøm

For to år siden sluttede den tyske klub tredjesidst i 2. Bundesliga og skulle ud i to kampe mod Holstein Kiel, nummer 3 i 3. Bundesliga. Efter 0-0 i Kiel vandt 1860 returkampen 2-1 på et mål i sidste minut.

Denne gang er modstanderen SSV Jahn Regensburg.

Det blev 1-1 i det første møde i Regensburg, hvor hjemmeholdet scorede efter to minutters spil. Christian Gytkjær sad på bænken sammen med blandt andre Ivica Olić, den 37-årige kroat med en fortid i FC Bayern München og Hamburger SV.

Tyve minutter før tid satsede 1860 Münchens portugisiske cheftræner Vítor Pereira på mindst en udligning og sendte de to offensive spillere på banen. Ingen af dem scorede. Det gjorde Florian Neuhaus derimod – i det 78. minut.

To minutter senere blev 1860 reduceret til 10 spillere, da Marin Pongračić fik det røde kort. Det blev ved 1-1, men kun fordi målmanden Stefan Ortega reddede et straffespark.

Der var udsolgt med 15.224 tilskuere i Regensburg. På Allianz Arena ventes der 60.000.

Den 27-årige Christian Gytkjær med en fortid i Lyngby Boldklub, AB og FC Nordsjælland spillede for Rosenborg BK i 2016, hvor han blev topscorer i den norske Eliteserien. I januar 2017 blev han solgt til TSV 1860 München for angiveligt 15 millioner kroner.

Christian Gytkjær, der har kontrakt med den tyske klub til udgangen af juni 2019, er noteret for én A-landskamp: 1-1 kampen mod Tjekkiet i Mlada Boleslav den 15. november i fjor.

Andre gode nyheder