Dansk landshold uden sin bedste i VM-forberedelse

Få dage efter at have avanceret 11 pladser på FIFA’s seneste verdensrangliste i Futsal bekræftede det danske landshold sin fremgang.
Af Frits Ahlstrøm
Det skete med en sejr på 6-0 over Norge i en venskabskamp i Sønderborg. Målskytterne var Zakaria El-Quaz (2) samt Zlatan Henić, Mikkel Foged Hansen, Mohammed Youssef og Sune Breum Kristensen.
To dage senere i yderligere en testkamp mod Norge – også i Sønderborg – tabte de rød hvide 3-2 med William Gantzhorn som målscorer. Den anden danske scoring var et norsk selvmål.
-Jeg benyttede hele truppen for at give alle 14 i truppen spilletid; også de tre målmænd, forklarer cheftræneren Nikolaj Saabye nederlaget. Resultatet var jo underordnet. Bortset fra det sidste halvandet minut undlod jeg også at skifte målmanden ud med en markspiller, når vi var i boldbesiddelse.
To-måls-skytten Zakaria El-Quaz fra Albertslund IF, som Nikolaj Saabye betegner som Danmarks bedste Futsal-spiller, har af familiemæssige årsager meldt fra til de to venskabskampe mod Aserbajdsjan i Baku 22. og 24. januar, som er et led i forberedelserne til 1. runde i VM-kvalifikationen; en miniturnering mod Andorra, Malta og Skotland i Hjørring i april.
Nikolaj Saabye har udtaget følgende spillere:
Keepere: Nicklas Fuchs-Christiansen, Hundested IK, og William Rams, Hjørring Futsal Klub.
Markspillere: Cornelius Ambeck-Nørgaard, Esbjerg Futsal, Emil Scott Weber, Futsal Gentofte Fjordbold, Mads Falck Larsen, Futsal Gentofte Fjordbold, Mikkel Foged Hansen, Futsal Gentofte Fjordbold, Mohammed Youssuf, Albertslund IF, Nicolai Jægergaard, Hundested IK, Oliver Børsting, Eastside Viborg Futsal, Ruben Winther, Hjørring Futsal Klub, Tim Wiese, Albertslund IF, Tobias Veng, Eastside Viborg Futsal, William Gantzhorn, Hjørring Futsal Klub, og Zlatan Henić, Futsal Gentofte Fjordbold.
Anføreren Mads Falck Larsen er med sine 95 landskampe og 53 mål den mest rutinerede spiller. Han debuterede på landsholdet 14. januar 2015.
Rekorden tilhører Kevin Jørgensen fra Futsal Gentofte med 100 kampe og 66 mål.
Danmark indtager 61. pladsen på verdensranglisten, mens Aserbajdsjan er nummer 53.
Brasilien topper listen foran Portugal, Spanien, Argentina og Iran.






