Gå til hovedindhold

Dansk angriber har fundet lykken nord for Polarcirklen

Efter fire kampe for FK Bodø/Glimt i den norske Eliteserien har Kasper Junker lavet flere mål end i 46 kampe for AC Horsens og for Randers FC i Superligaen.

Af Frits Ahlstrøm 

Den 26-årige angriber gjorde sin entré i norsk fodbold i sommeren 2019, da Stabæk Fotball lejede ham i AC Horsens for resten af året. Selv om han lavede 6 mål i 12 kampe, benyttede klubben ikke sin forkøbsret.  

I stedet fik Kasper Junker 9. januar en treårig aftale med FK Bodø/Glimt. Det kan begge parter glæde sig. 

-Efter en god halv-sæson i Stabæk var det næste skridt i min karriere meget vigtigt, fortæller Kasper Junker til TV3 Sport. Da jeg talte med Bodø/Glimt, blev jeg overbevist om, at deres plan var perfekt for mig. Jeg kunne ikke have valgt en bedre klub.  

FK Bodø/Glimt – stiftet 19. september 1916 – hører hjemme i Bodø, en by med omkring 50.000 indbyggere og beliggende 841 km i luftlinje nord for Oslo og 80 km nord for Polarcirklen. 

-Jeg har det strålende i Bodø, tilføjer Kasper Junker. Kulturen og træningsmiljøet i klubben er inspirerende ligesom området er ubeskriveligt skønt. På denne årstid er det lyst døgnet rundt, men jeg har nogle gode gardiner, så jeg er sikker på at få tilstrækkeligt med søvn. 

FK Bodø/Glimt er efter fire spillerunder på 1. pladsen i Eliteserien sammen med Molde FK. De har 12 point hver. 

Det er første gang i klubbens 104-årige historie, den har vundet sine første fire kampe. 

-Det er vi stolte af, indskyder Kasper Junker. Men vi har også i hele Corona-perioden trænet hårdt for at være bedst muligt forberedt både mentalt og fysisk.  

Kasper Junker har bidraget væsentlig til denne bedrift, eftersom han har lavet fire mål og dermed deler 1. pladsen på topscorerlisten med Torgeir Børven fra Odds BK.  

I sine 17 kampe for Randers FC opnåede Kasper Junker ikke at score, mens han præsterede tre pletskud i sine 29 kampe for AC Horsens. Indimellem lavede han 9 mål for AGF i 54 kampe i Superligaen. 

FK Bodø/Glimt har tre danskere i sin trup. Udover Kasper Junker er det den 25-årige angriber Philip Zinkernagel med en fortid i SønderjyskE, HB Køge og FC Helsingør og den 23-årige midtbanespiller Sammy Skytte, der spillede for Silkeborg IF inden FC Midtjylland hentede ham til Herning. 

Sammy Skytte nåede dog aldrig at spille for FC Midtjylland, eftersom klubben udlejede ham til AC Horsens og dernæst til Stabæk Fotbal. 

FK Bodø/Glimt har vundet den traditionsrige norske pokalfinale to gange: 2-0 over SK Vard fra Haugesund i 1975 og 2-0 over Strømsgodset IF fra Drammen i 1993. 

Første gang var det med Harald ’Nutte’ Berg i startopstillingen. Han er indiskutabelt den bedste spiller i klubbens historie – og en af alle tiders bedste i norsk fodbold. I fjor blev der rejst en statue af ham udenfor Aspmyra Stadion, der har en tilskuerkapacitet på 5.635 siddepladser. 

Harald Berg er noteret for 58 mål i 225 kampe for FK Bodø/Glimt (1958-64 og 1974-81), 30 mål i 98 kampe for Lyn Oslo (1965-70) 48 mål i 129 kampe for ADO den Haag i den hollandske liga (1971-74). Ved siden af scorede han 12 gange i 43 A-landskampe. 

Næste kamp for FK Bodø/Glimt er mod Odds BK i Skien på onsdag. Samtidigt spiller Molde FK – også på udebane – mod Kristiansund BK.

Andre gode nyheder