Da Elton John og Rod Stewart gjorde Watford til mere end fodbold
Når Watford FC på lørdag møder Manchester City FC på Wembley, er det kun anden gang i klubbens 122-årige historie, man er med i en FA Cup-finale.
_Af Frits Ahlstrøm _
Første gang var i 1984 med den flamboyante popstar Elton John som ejer og Les Taylor som anfører. Watford FC tabte 2-0 til Everton FC.
-Flere af vore bedste spillere var skadet, fortæller Les Taylor i et interview med Daily Telegraph. Jeg var kun 4. anfører, men de tre højere i hierarkiet var ude af spillet.
-Jeg tænkte hele ugen op til finalen på hvad jeg ville gøre, når jeg modtog trofæet, erindrer Les Taylor, som nu – 35 år senere – er chef for akademiet i League 1-klubben Oxford United FC. Jeg nåede til den konklusion, at Elton John skulle overtage rollen.
Les Taylor og hans daværende holdkammerat Neil Price er sikre på, at optakten til dette års finale bliver helt anderledes end i 1984.
-Dengang var der direkte TV-transmission fra vort hotel hele dagen; selv da vi spiste morgenmad, fortæller Neil Price. BBC havde engageret en berømt komiker, der skulle underholde os og seerne. Utroligt i betragtning af, vi skulle spille den vigtigste kamp i vores liv.
-Men med Elton John som ejer og formand var vi vant til den slags. Han tog ofte sine venner med ind i omklædningsrummet efter en kamp. Rod Stewart var der flere gange, og så blev der sunget og drukket en øl eller to.
Neil Price husker tydeligt, da han som 14-årig skrev sin første kontrakt med Watford FC.
-Det skete på klubbens kontor. Jeg havde min mor med. Da vi gik, glemte hun sin håndtaske. Men pludselig kom Elton John løbende. Mrs. Price, råbte han. De glemte deres taske. Tag den venligst; ellers tror alle, den er min.
Les Taylor og Neil Price giver begge den daværende manager Graham Taylor æren for, at Watford FC i 1983 sluttede på 2. pladsen i 1. division efter Liverpool FC og året efter spillede sig frem til FA Cup-finalen.
-Hans mandskabsbehandling var fantastisk, og spillestilen meget enkel, husker de begge. Han fik det optimale ud af os alle.
-Sørg for at få bolden op i modstandernes målfelt så hurtigt som muligt og fyr løs ved første lejlighed, bemærker Neil Price. Korte afleveringer, især på tværs, var bandlyst. Les spillede center forsvarer og jeg venstre back. Jeg tror ikke, jeg afleverede til Les en eneste gang i løbet af hele sæsonen.
-Graham Taylor ville aldrig have accepteret den spillestil, Watford FC praktiserer nu med sin spanske manager Javi Gracia, er de enige om.
Les Taylor og Neil Price er stolte af hvad de præsterede for Watford FC. De er kun kede af, der aldrig blev taget billeder af dem på finaledagen:
-Ingen havde tænkt på at invitere en fotograf til optakten på hotellet, og til selve finalen var der kun akkrediteret seks fotografer, og de tog ingen billeder af de to hold.
Elton John må se lørdagens finale i TV, eftersom han samme dag giver en koncert i København. Det bliver i stedet hans to sønner, 8-årige Zachary og 6-årige Elijah, der får det ærefulde hverv at føre Watford hold ind på Wembley.
HUSK at du kan se braget mellem Watford og Manchester City LIVE på Viaplay lørdag fra kl. 17.55.








