Cornelius om sit exit mod Juventus: Derfor blev jeg skiftet ud i første halvleg
Af: Web
Andreas Cornelius sætter nu ord på, hvad der skete, da han mandag blev flået ud i første halvleg af en af sin klubs største kampe.
Det så ikke alt for kønt ud, da Andreas Cornelius mandag aften tidligt blev flået ud i Atalantas store hjemmekamp mod de forsvarende italienske mestre, Juventus.
Atalanta havde endda lige scoret, og alt så godt ud for den norditalienske klub.
Men så var det altså den store danskers nummer 9, der lyste op på fjerdedommerens tavle, og så var det allerede efter 31 minutter slut for Cornelius.
I den danske landsholdlejr har 'Corner' mandag sat ord på, hvad der skete.
-Det er jo aldrig et godt tegn at blive pillet ud så tidligt. Men det var nok en blanding af, at jeg ikke gjorde det godt nok og en taktisk udskiftninb, siger Andreas Cornelius til Ekstra Bladet.
-De satte en helt anden type ind, der mere er kant, så vi spillede egentlig uden angriber i den periode. Det var nok lidt en blanding af de to ting, fortsætter han.
Andreas Cornelius har indtil videre fået fem kampe for Atalanta og omsat det til én scoring og én assist.











