Chok: Wigan slog igen Man City i pokalen

Af: Ritzau
I sidste sæson slog Wigan Athletic højst overraskende Manchester Citys stjernespækkede mandskaber i FA Cup-finalen på Wembley.
Siden rykkede Latics ned fra Premier League, men nu får klubbens fans endnu en tur til Wembley at glæde sig over, og igen kommer det overraskende resultat i FA Cuppen mod selveste Manchester City.
I søndagens kvartfinale i Manchester chokerede Uwe Röslers tropper et stærkt besat Manchester City-mandskab og bragte sig på 2-0 på et straffespark ved Jordi Gomez og ved James Perch.
Samir Nasri reducerede halvvejs inde i anden halvleg, men det lykkedes ikke Manchester City at fremtvinge en udligning og omkamp, og dermed er det altså Wigan Athletic, der er klar til semifinalen.
Her skal man nu op imod Arsenal på Wembley. I den anden semifinale mødes Sheffield United fra den tredjebedste række og Hull City.
Nederlaget slukker Manchester Citys drømme om en historisk kvadrupel. Holdet vandt Capital One Cuppen og er stadig med i mesterskabskampen i Premier League samt i Champions League, omend man også her hænger i en tynd tråd efter 0-2 i første møde med Barcelona.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk









