Jordi Cruyff blev i januar ansat som cheftræner for landsholdet i Ecuador.
Af Frits Ahlstrøm
Aftalen gjaldt for tre år, men den 46-årige hollandsk-fødte søn af legenden Johan Cruyff nåede aldrig at møde spillerne i det sydamerikanske land – hverken til træning eller kamp.
Da Corona-krisen brød ud, rejste Jordi Cruyff hjem til Catalonien, hvor han har tilbragt det meste af sit liv.
Det var planen, han skulle have returneret til Ecuador for godt en uge siden for at forberede landsholdet til kvalifikationskampene med henblik på VM-slutrunden i Qatar i 2022 – med Argentina som den første modstander om tre måneder.
I stedet sendte Jordi Cruyff en anmodning til Fransisco Egas, præsidenten for Ecuadors Fodbold Forbund (FEF). Den skyldtes muligvis, at landsholdets spanske sportschef Antonio Cordon samtidigt havde opsagt sin stilling på grund af ’ustabilitet i forbundet’.
Francisco Egas fik i april et mistillidsvotum fra sin bestyrelse, fordi han angiveligt havde tilbudt Jordi Cruyff og Antonio Cordon en højere løn end aftalt.
Men præsidenten har nægtet at træde tilbage og nyder fortsat opbakning fra Det sydamerikanske Fodbold Forbund (CONMEBOL).
Jordi Cruyff, der som aktiv spillede for blandt andre FC Barcelona og Manchester United FC og i sine 9 landskampe for Holland scorede en enkelt gang, fik tilbuddet fra Ecuador, da FEF ikke lykkedes at få Jürgen Klinsmann til at påtage sig jobbet.
-Det var en fristende udfordring, og jeg havde i princippet forhandlet mig til rette med Francisco Egas om betingelserne, oplyser Jürgen Klinsmann til TV3 Sport. Hvorfor det alligevel ikke blev til noget, vil jeg ikke komme ind på.
Måske skyldtes det, at præsidenten ikke kunne få sin bestyrelse til at acceptere den årlige løn på angiveligt 28 millioner kroner, han havde lovet Jürgen Klinsmann.
Bruddet medførte, at Jürgen Klinsmann i stedet blev cheftræner i BSC Hertha Berlin; et job, han varetog i mindre end tre måneder, inden han pludselig opgav det og rejste hjem til Californien, hvor han har boet sammen med sin amerikanske hustru siden 2003.
Jürgen Klinsmann, der kan fejre sin 56-års fødselsdag på torsdag, var cheftræner for det tyske landshold fra 2004 til 2006 og for det amerikanske fra 2011 til 2016.
Ecuador har deltaget i Copa América – det sydamerikanske mesterskab for landshold – siden 1939 med to fjerdepladser i henholdsvis 1959 og 1993 som de bedste resultater og tre gange spillet sig frem til en VM-slutrunde (i 2002, 2006 og 2014).
Lige nu er landet med omkring 17 millioner indbyggere nummer 59 på FIFA’s verdensrangliste.











