Celtic melder rent ud: Skriv under eller vi dropper dig!
Af: Laurits Lyck
Celtic har taget noget utraditionelle metoder i brug i jagten på en ny spiller.
Klubben er lige nu i færd med at sikre sig det 19-årige stortalent David Turnbull.
Midtbanespilleren har fået sit helt store gennembrud for Motherwell i denne sæson, hvor han i 30 kampe har scoret 15 mål. De præstationer har Celtic set sig varme på og fik derfor et bud accepteret for få dage siden.
Turnbull er dog endnu ikke blevet Celtic-spiller, og fredag aften melder den skotske mesterklub ud på Twitter om forhandlingerne.
Her skriver klubben:
-Celtic var glade for at have aftalt en rekordsum med Motherwell FC for David Turnbull, og vi har kort efter fulgt op med et fantastisk tilbud til spilleren gennem hans agent.
-På nuværende tidspunkt er vi ikke lykkedes med at blive enige med spilleren agent. Celtic føler, at der er blevet givet et glimrende tilbud, og det er nu op til agenten og spilleren at bestemme, om spilleren vil slutte sig til Celtic.
-Hvis ikke, bevæger vi os videre, afslutter klubben.
Celtic begynder Champions League-kvalifikationen den 9. eller 10. juli.
🏆 HUSK, at Copa America begynder denne weekend, og du kan se alle kampe på vores kanaler og Viaplay
Laurits Lyck
laurits.lyck@tv3sport.dk










