Gå til hovedindhold

Cecilie Sandvej til TV3 SPORT efter 6-0-øretæve: Vi viste god kampgejst – men Lyon er et klassehold

Af: Web

Se målene fra kampen i videoklippet.

Danskerklubben Fleury fik som ventet ørerne i maskinen mod mestrene fra Lyon, men det var alligevel en brugbar og lærerig oplevelse, siger venstrebacken Cecilie Sandvej til TV3 Sport.

Cecilie Sandvej havde sammen med bl.a. Rikke Sevecke i Fleury-defensiven en travl arbejdsdag over for de firedobbelte Champions League-mestre fra Olympique Lyon forleden.

Fleury lukkede seks mål ind og måtte erkende det tredje nederlag i tre kampe denne sæson.

-Ja, det var ikke den nemmeste kamp, vi havde i går. At møde et klassehold som Lyon og så på deres hjemmebane, er aldrig en nem opgave, siger Cecilie Sandvej til TV3 Sport.

-Man lærer altid noget fra hver kamp, og jeg synes holdet viste god kampgejst. Selv efter at være bagud med seks mål. Men ud over resultatet, var det en fed kulisse at spille i.

Cecilie Sandvej er efter fem år i Bundesligaen rykket til Frankrig, og glæder sig over, at Brøndby-duoen Rikke Sevecke og Stine Larsen også er draget på eventyr i Fleury.

-At komme til et nyt hold i en helt ny liga efter fem år, har været lidt af en omvæltning for mig. Sproget er selvfølgelig noget, der kommer til at tage lidt tid at vænne sig til, men ud over det, så synes jeg at alle nye spillere - inklusive mig selv - er faldet godt til.

-Det at have danske holdkammerater har selvfølgelig også gjort det nemmere at falde hurtigt til for mit vedkommende.

Denne weekend står Lyon over for Nadia Nadims Paris Saint-Germain i den franske Super Cup-finale, Trophée des Championnes.

Se Lyon-PSG lørdag kl. 15:25 på TV3 SPORT og Viaplay

Andre gode nyheder