Bundesliga-klub foretrækker fans på cykler fremfor i biler
Af: Frits Ahlstrøm
Sport-Club Freiburg har i sin 119-årige historie aldrig vundet det tyske mesterskab.
Alligevel er det med stor respekt, ofte angst, modstanderne har gæstet klubben; især da den holdt til på det gamle Dreisamstadion, hvor der altid var udsolgt; det ville sige 24.000 tilskuere i de seneste ti år indtil flytningen til den nye moderne Europa-Park i oktober 2021.
Atmosfæren omkring grønsværen, der kun var 102 meter lang (mod de krævede 105 meter), med en højdeforskel mellem den ene og den anden ende af banen på én meter og tilskuerne så tæt på sidelinjerne, at der knap nok var plads til linjevogterne.
Nu er der 34.700 siddepladser og stadig udsolgt til hver kamp i Bundesligaen, hvor SC Freiburg efter en sejr på 4-0 over FC Schalke 04 i weekenden er på 4. pladsen efter Borussia Dortmund, FC Bayern München og 1. Union Berlin med særdeles gode muligheder for at kvalificere sig til en europæisk turnering; i så fald for sjette gang.
SC Freiburg lovprises for sine mange bæredygtige initiativer. Det seneste af dem har netop medført en pris til klubbens medarbejdere og fans for at forene lidenskaben for fodbold med kærligheden til at køre på cykel; meget apropos for en klub, som har indgået en sponsoraftale med JobRad om i næste sæson at spille med firmaets logo: en cykel på sine trøjer.
Det er første gang, det tyske Transportministerium tildeler en klub sin årlige klima-pris.
Det var i enhver henseende med tanke på klimaforandringer, Europa-Park Stadion blev opført. For eksempel blev der etableret 3.700 cykelstativer; flere end på nogen anden arena i tysk fodbold og 1.600 flere end parkeringspladser til biler. Der er dog brug for flere stativer, eftersom det skønnes, at 5.000 fans tager cyklen til stadion.
Selv den 57-årige cheftræner Christian Streich kører på cykel til træning hver dag og til kampene på hjemmebane – ligesom flere af spillerne ofte gør det.
SC Freiburg har én gang været i finalen i den tyske pokalturnering. Det var i 2022, da klubben efter 1-1 mod RB Leipzig på Olympiastadion i Berlin tabte 4-2 på straffespark.
Nu mangler klubben kun én sejr for igen at nå så vidt, eftersom den i denne sæson har spillet sig frem til semifinalerne, hvor modstanderen er RB Leipzig hjemme på Europa-Park Stadion tirsdag 2. maj. Dagen derpå afvikles den anden semifinale mellem VfB Stuttgart og Eintracht Frankfurt.
Du kan se SC Freiburg mod RB Leipzig på Viaplay og TV3 Sport og VfB Stuttgart mod Eintracht Frankfurt på TV3 MAX.

Frits Ahlstrøm
frits@ahlstromfootball.com










