Gå til hovedindhold

Brøndby IF mister seks spillere fra sin startopstilling

Brøndby IF, som med 12 danske mesterskaber siden 2003 er den mest vindende klub i dansk kvindefodbold, har som altid ambitioner om en topplacering i Gjensidige Kvindeliga.

Af Frits Ahlstrøm

Den 47-årige cheftræner Per Nielsen, der spillede 547 kampe for klubben på Vestegnen, erkender dog overfor TV3 Sport, at det bliver vanskeligt at nå helt til tops.

De seneste to år er det blevet til en 2. plads efter henholdsvis Fortuna Hjørring i 2020 og HB Køge i 2021.

-Vi har i sommerpausen mistet seks af spillerne i vor start-11’er, forklarer Per Nielsen. Så det vil tage tid at komme op på vort sædvanlige niveau.

Theresa Nielsen med 13 mål i 133 landskampe har sluttet sin karriere; Josefine Hasbo er rejst til USA for at studere på Havard; den aktuelle landsholdsspiller Mille Gejl har skrevet kontrakt med BK Häcken i Dam-Allsvenskan; Maja Kildemoes med 27 landskampe vil fokusere på sine studier; mens Chirine Lamti og Freja Abildå har tegnet kontrakter på fuld tid med henholdsvis SK Slavia Praha og Sporting Club De Huelva i Spanien.

Brøndby IF har taget afsked med i alt ti spillere, der alle havde kontraktudløb, og – indtil nu – kun fundet otte erstatninger, deriblandt midtbanespilleren Julie Tavlo med 17 landskampe, som efter et enkelt år i spanske EdF Logroño er tilbage på Vestegnen og har indgået en kontrakt til 30. juni 2023.

Desuden har klubben hentet den 24-årige Samara Ortiz Cruz i Real Madrid CF, en teknisk dygtig back, den 21-årige svenske angriber Beatrice Persson med en fortid i FC Rosengård og Vittsjö GIK samt den 20-årige midtbanespiller Barbára Sól Gísladóttir i islandske Selfoss.

Malou Rylov (16) forsøger at bremse Samara Ortiz Cruz (18), den første spanske spiller nogensinde på kvindeholdet i Brøndby IF. Foto: Joh-Foto / Brøndby IF

-Samara har gjort et godt indtryk under træningen, men uheldigvis holdt en pause på grund af en skade, bemærker Per Nielsen. Og Beatrice er først ankommet for nylig, men jeg har fulgt hende i et par år og ved hvad, hun kan udvikle sig til.

Brøndby IF har i første omgang lejet Barbára Sól Gísladóttir, der er noteret for tre kampe på det islandske landshold. Det er første gang i sit liv, hun er i Danmark.

Klubben har yderligere tre udlændinge i sin trup: Malin Sunde og Katrine Winnem Jørgensen fra Norge samt den tyske keeper Ann-Kathrin Dilfer.

-Jeg anser stadig Naja Barenscheer for vor 1. keeper, men jeg er også blevet så tryg ved Ann-Kathrin, at hun kan forvente at få flere kampe end i sit første halve år hos os, siger Per Nielsen.

Udover Gjensidige Kvindeliga har Brøndby IF – ligesom HB Køge – internationale opgaver at tænke på.

Den nyerhvervede svenske angriber Beatrice Persson (19) under træningen i Brøndby IF sammen med Christina Bech (12). Foto: Joh-Foto / Brøndby IF

Klubben skal allerede 18. august spille i 1. runde i UEFA Women’s Champions League – i en mini-turnering i Kristianstad, hvor modstanderen er Kristianstads DFF, mens den anden semifinale står mellem FC Girondins de Bordeaux og 1. FC Slovácko fra Tjekkiet.

-Vi kunne have ønsket os en bedre lodtrækning, lyder det fra Per Nielsen. Vi skal spille mod det tredjebedste svenske hold, og hvis vi vinder den kamp, skal vi formentlig møde og besejre det tredjebedste franske hold for at komme videre.

I sæsonpremieren på Gjensidige Kvindeliga spiller Brøndby IF på hjemmebane mod KoldingQ fredag 6. august klokken 18:30; en kamp, der kan ses direkte på Viaplay. 

Andre gode nyheder