Brock-Madsen og Falk melder afbud til U21

Af: Ritzau
Farum Park ligger underlag til en vigtig EM-kvalifikationskamp for det danske U21-landshold onsdag aften. Men efter weekendens Superliga-runde er der et par udskiftninger i truppen. Nicolai Brock-Madsen og Rasmus Falk har nemlig meldt afbud med skader, og bliver erstattet af Jeppe Andersen, der blev matchvinder for Esbjerg mod OB søndag, samt Brøndbys Andrew Hjulsager.
- Det er meget ærgerligt, at vi mister to stærke offensive kort til den vigtige EM-kvalkamp mod Estland. Men vi har heldigvis en stærk trup, og nu er det op til Jeppe og Andrew at bevise, at de gode takter, de viste på vinterturen til Tyrkiet, kan overføres til træning og kamp i de kommende dage, siger U21-landstræner Jess Thorup til DBU's hjemmeside.
Kampen mod Estland sparkes i gang 18.30 onsdag aften, og kan følges direkte på TV3 Sport1.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










