Brasilianer får fængselsstraf for skalle

Af: Ritzau
Brandao, der tjener til dagen og vejen i Bastia, har fået en måneds fængsel samt en stor bøde for sit skalleoverfald på PSGs Thiago Motta i spillertunnellen
Da Bastia og Paris Saint-Germain i august tørnede sammen i Ligue 1, var det efterfølgende ikke fodbolden, der var i fokus. Efter kampen ventede Bastia-angriberen nemlig på PSG's Thiago Motta i spillertunnellen og angreb Motta med en skalle.
Det resulterede i en brækket næse til Motta og en seks måneder lang karantæne til Brandao.
Nu er der så kommet yderligere straf til den brasilianske angriber.
Retten i Paris har i dag idømt Brandao en måneds fængsel og en bøde på 15.000 euro - godt 110.000 kroner.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk


