Bøn fra gamle stjerner: skaf os en sponsor

Af: Web
Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen, Stig Tøfting og Peter Graulund er i høj kurs; ikke kun for deres kommentarer og analyser på TV3 Sport, men også for deres fodboldmæssige kvaliteter på banen.
Af Frits Ahlstrøm
De udgør en del af oldboys landsholdet, som hvert år gæster og glæder mange klubber landet over og på den måde giver dem mulighed for at tjene et femcifret beløb til gavn for tusindvis af unge.
Men nu er der risiko for, at denne attraktion og tradition ikke kan videreføres.
Simon Rasmussen, der er DBU’s administrator for oldboys landsholdet, siger til TV3 Sport:
-Vi har mistet vor sponsor, som var glad for samarbejdet, men har ændret sin marketing struktur og af den grund ikke kan eller vil forlænge samarbejdet, der varede to år.
-Med mindre vi får en anden sponsor betyder det, at hver klub i stedet for et dækningsbidrag på 10.000 kroner selv skal dække alle udgifter, det vil sige omkring 55.000 kroner for en kamp.
Kravet fra DBU er, at oldboys landsholdet skal være selvfinansierende.
Oldboys landsholdet spiller almindeligvis seks kampe om året.
-Men eftersom vi for 2017 fik 26 ansøgninger, dobbelt så mange som i de tidligere år, besluttede vi i samråd med spillerrådet at øge antallet af kampe til otte, fortæller Simon Rasmussen.
Spilleplanen for 2017 er:
Fredag den 5. maj: Hørning GF (ved Randers) – 150 år
Fredag den 19. maj: Struer (100 år som købstad)
Fredag den 9. juni: Sdr. Rind/Vinkel (ved Viborg) – 40 år
Fredag den 16. juni: Faxe Ladeplads – 90 år
Fredag den 4. august: Nykøbing Mors IF – 125 år
Fredag den 18. august: Rise på Ærø – 100 år
Fredag den 25. august: Rørbæk IF (ved Hobro) – 75 år
Fredag den 8. september: Kerteminde Boldklub – 90 år
Hørning er en landsby med kun 309 indbyggere, hvoraf en tredjedel er medlemmer af den lokale klub. Den ligger 13 kilometer sydøst for Randers og 14 kilometer vest for Auning.
-Vi regner med at mere end at fordoble indbyggertallet den dag, oldboys landsholdet kommer på besøg, siger Thomas Rønnow til TV3 Sport.
Han er klubbens formand og som den lokale gas-og vandmester også hovedsponsor.
-Skulle det ikke lykkes DBU at få en sponsor, kan entréindtægten forhåbentligt dække vore udgifter, tilføjer Thomas Rønnow.
-Klubben blev stiftet som en skytteforening for 150 år siden, men nu er det en gymnastikforening med omkring 100 fodboldspillere, hvoraf nogle udgør det bedste senior hold i den jyske Serie 3, oplyser Thomas Rønnow.
Hørning kan dateres tilbage til 1060, hvilket gør den til en af Danmarks ældste byer.
Kampen i Kerteminde markerer ikke kun klubbens 90 års jubilæum, men er også til minde om Richard Møller Nielsen, der boede i byen og som for 25 år siden førte landsholdet til EM 92-triumfen i Sverige.
-Vi håber naturligvis at kunne gennemføre alle otte kampe, siger Simon Rasmussen. Det er jo ikke alle små klubber og bysamfund, der tør risikere en udgift på over et halvt hundrede tusinde.
Martin Jørgensen håber også på en sponsor.
-Det er min erfaring, at oldboys landsholdets besøg er med til at forstærke fællesskabet i en klub, udtaler Martin Jørgensen til TV3 Sport. Lige meget hvor, vi spiller, er det en festdag; også for os spillere.
-Så det er ikke kun små klubber og deres medlemmer, der beder om en sponsor. Vi spillere gør det også – i en god sags tjeneste.






