Man City i forhandlinger om Aubameyang

Af: Ritzau
Borussia Dortmund-stjernen Pierre-Emerick Aubameyang kan være på vej til Manchester City denne sommer.
Manchester City har allerede hentet én stjernespiller hos Borussia Dortmund, Ilkay Gündogan, og nu kan den tidligere Bayern München-manager Pep Guardiola være i gang med at snuppe yderligere en.
I hvert fald rapporterer Daily Mail, at Manchester City er i 'advanced talks', altså et stykke inde i forhandlingerne, med Borussia Dortmund om et køb af den gabonesiske stjerneangriber.
Pierre-Emerick Aubameyang er angiveligt vurderet til £58m - cirka 550 millioner danske kroner - og det ville i givet fald være ny britisk transferrekord.
Den nuværende rekord sidder Manchester City også på, og den er blot et år gammel. Dengang hentede man Kevin de Bruyne, også fra tysk fodbold, for £54m.
I sidste måned kom det frem, at Pierre-Emerick Aubameyang havde bedt om ikke at blive udtaget til to kampe for Gabons landshold, da han ifølge landstræneren var i gang med et klubskifte.
Ifølge avisen er den 26-årige angriber ivrig efter at prøve sig selv af i Premier League, og selv om Manchester City angiveligt allerede har fået det første bud afvist, er samtalerne mellem de to klubber gået så godt, at englænderne har tillid til, at man kan nå en aftale.
Også Manchester United havde vist interesse for Pierre-Emerick Aubameyang, men storklubben kan i modsætning til både Dortmund og Manchester City ikke tilbyde angriberen deltagelse i næste sæsons Champions League.
26-årige Aubameyang kom til Borussia Dortmund fra Saint-Etienne i 2013 som afløser for Robert Lewandowski, og den lynhurtige målmaskine har været alle pengene værd.
I sine 140 kampe i den gule trøje har Pierre-Emerick Aubameyang scoret 80 mål.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








