Af: Ritzau
Flere danske spillere indtog hovedroller for deres engelske fodboldmandskaber i FA Cuppen lørdag.
Målmanden Jonas Lössl fik debut for Brentford, som lørdag vandt 4-1 ude over Port Vale i FA Cuppen.
Med sejren er Premier League-klubben videre til 16.-delsfinalerne i den prestigefyldte engelske pokalturnering.
Brentford havde også midtbanespilleren Mads Bidstrup og stopperen Mads Bech Sørensen med fra start mod Port Vale, der spiller i League 2, Englands fjerdebedste fodboldrække.
Efter 26 minutter viste 20-årige Mads Bidstrup sig flot frem med en assist til angriberen Marcus Forss, som hamrede kampens første mål op i nettaget.
Jonas Lössl, der er udlejet fra FC Midtjylland i resten af sæsonen, havde generelt ikke meget at lave i Brentford-målet i første halvleg, hvor Port Vale ikke formåede at registrere et eneste forsøg mod mål.
Den danske keeper tog sig sikkert af de få farlige situationer, som opstod i første halvleg.
Jonas Lössl, der har kontrakt med FCM frem til sommeren 2025, har sagt, at han ikke er interesseret i at vende tilbage til midtjyderne til sommer.
Brentford-træner Thomas Frank sendte forsvarsspilleren Mads Roerslev og angriberen Bryan Mbeumo på banen efter 62 minutter, og det skulle vise sig at være en god idé.
Mbeumo leverede nemlig et hattrick, og det afgjorde kampen. Franskmanden scorede det første af sine tre mål efter 66 minutter til 2-0.
Derefter svarede Port Vale flot tilbage, da angriberen Kian Harratt headede reduceringen til 1-2 ind bag en chanceløs Lössl tre minutter senere.
Lössl havde derefter nogle særdeles svingende minutter.
Først diskede han op med en vigtig og flot refleksredning efter 73 minutter, men minuttet efter var han på skovtur og efterlod en Port Vale-spiller med frit skud mod et tomt mål, men det endte med en afbrænder.
Så spørgsmålet er, om Lössls præstation samlet set kan bane vejen for flere spilleminutter i de kommende måneder for Brentford.
Mbeumo krøllede målet til 3-1 ind efter 76 minutter, før han kunne fuldende sit hattrick få minutter før tid på et straffespark.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk




