Gå til hovedindhold

Benfica bomber sig Champions League mod PAOK - se alle 5 mål her

Af: Ritzau

Med en storsejr på 4-1 ude mod Paok blev Benfica klar til gruppespillet i Champions League.

Efter 1-1 på hjemmebane var Benfica i problemer i duellen om en Champions League-billet mod græske Paok.

Men onsdag satte Benfica tingene eftertrykkeligt på plads ved at vinde 4-1 på udebane og samlet 5-2 over to kampe, hvilket gør portugiserne klar til Champions League-gruppespillet.

Benficas sejr blev slået fast med tre scoringer før pausen. Paok var ellers kommet foran tidligt i kampen.

Eftersom FC Porto allerede var på plads, er to portugisiske mandskaber klar til gruppespillet i Europas fineste klubturnering.

Paok gik ind til onsdagens opgør med et glimrende udgangspunkt, og Aleksandar Prijovics flade scoring i det 13. minut gav Paok yderligere tro på tingene.

Den tro fik Benfica punkteret godt og grundigt før pausen. Efter en snes minutter headede Jardel et hjørnespark i kassen, og få minutter senere bragte Eduardo Salvio gæsterne foran med en scoring på straffespark.

Pizzi gjorde det kort før pausen til 3-1, og så havde portugiserne mere end det ene ben i gruppespillet.

Salvio fordoblede sin måltotal for kampen med endnu en fuldtræffer fra 11-meterpletten kort inde i anden halvleg.

Paoks Leo Matos fik sit andet gule kort for at gå hårdt i ryggen på en modstander med et kvarter igen, og med det svandt det sidste græske håb om en plads i Champions League.

Andre gode nyheder