Bayern Munchen smadrer Fenerbahce med tenniscifre - se alle målene fra opgøret her
Bayern Munchen dominerede da de avancerede sig til Audi Cup-finalen med en 6-1-sejr over Fenerbahce.
De tyske mestre dominerede fra første fløjt, og var allerede efter knap en halv time foran med 2-0 mod Fenerbahce i træningsturneringen Audi Cup.
Og det var som om, at dén føring var stor nok til, at Fenerbahce slog op i banen.
Således forærede indskiftede Nabil Dirar 3-0-scoringen væk, da han driblede rundt nede i eget straffesparksfelt.
Katastrofen blev en realitet ved pausefløjtet, hvor Bayern Munchen var foran med 5-0.
Thomas Müller fuldendte sit hattrick kort inde i anden halvleg efter en voldsom skovtur af Fenerbahces keeper.
Max Kruse fik pyntet på resultatet, men lige lidt hjalp det. Kampen endte 6-1 - et resultat der med et kvarter igen blev for meget for Nabil Dirar, der efter vedvarende buhråb fra lægterne forsøgte at forlade banen. Den bizarre scene kan du se i klippet her.
Med sejren spiller Bayern Munchen sig i Audi Cup-finalen, hvor de skal møde Tottenham, som tidligere tirsdag vandt 1-0 over Real Madrid.
Onsdag viser vi bronzekampen mellem Real Madrid og Fenerbahce fra 17.55 på TV3 Sport og Viaplay. Fra 20.25 viser vi selvfølgelig også finalen mellem Bayern Munchen og Tottenham på TV3 Sport og Viplay.
Mikkel Fuhr Nielsen
mikkel.fuhr.nielsen@nentgroup.com










