Gå til hovedindhold

Baskere sender FCM ud af Europa League med afklapsning

FCM scorede to mål og skabte kortvarigt spænding, men Real Sociedad gik samlet videre med en 7-3-sejr.

FC Midtjyllands europæiske eventyr er slut for denne sæson efter et samlet nederlag til Real Sociedad.

Midtjyderne røg ud af Europa League efter et klart nederlag på 2-5 ude til Real Sociedad, der gik videre til ottendedelsfinalerne med en samlet 7-3-sejr.

I modsætning til den første kamp i Herning var der klasseforskel mellem de to mandskaber i San Sebastián.

FCM fik en skrækkelig start allerede efter fem minutter, da stopperen Mads Bech Sørensen begik en kæmpe brøler.

I egen zone skvattede Mads Bech Sørensen på græstæppet, og hjemmeholdets Brais Mendez takkede for gaveboden med et af karrierens nemmeste mål. Spanieren skulle bare trille bolden i det tomme net.

Real Sociedad fordoblede føringen efter 18 minutter efter et smukt gennemspillet angreb, der udstillede et skrøbeligt FCM-forsvar, som ikke kunne følge med hjemmeholdets førstegangsberøringer.

Luka Sucic sparkede bolden det sidste stykke ind over målstregen til 2-0, og så var det for alvor op ad bakke for midtjyderne.

FCM livede dog kortvarigt op i holdets bedste periode i kampen. Seks minutter efter baskerholdets andet mål svarede FCM tilbage med en 1-2-reducering på et straffespark af angriberen Adam Buksa.

Og efter 38 minutter lykkedes det sågar FCM-kantspilleren Dario Osorio at tåhyle sig til en 2-2-udligning.

To minutter inde i første halvlegs tillægstid dæmpede Real Sociedad det danske mesterholds forhåbninger om et comeback. Igen var det Sucic, der sparkede bolden i kassen.

Det skete ellers efter et par gode redninger af FCM-keeper Jonas Lössl, der generelt havde en travl aften.

I anden halvleg lykkedes det ikke FCM at levere et mirakelcomeback.

Det blev også gjort noget vanskeligere, da FCM's nye midtbanegeneral Dani Silva stemplede en modspiller i brystkassen og så rødt efter 70 minutter.

Overtallet blev straks udnyttet med en scoring til 4-2 af europamesteren Mikel Oyarzabal.

Selv om den indskiftede FCM-kantspiller Valdemar Byskov ramte stolpen, var der ikke mere i midtjyderne.

I stedet lukkede og slukkede den tidligere FC København-angriber Orri Oskarsson til slutresultatet 5-2.

/ritzau/

Andre gode nyheder