Af: Ritzau
Danmark leverede en meget overbevisende indsats mod Wales i 4-0-sejr og er klar til kvartfinalen.
Kasper Dolberg har meldt sig ind i EM-slutrunden på det bedst tænkelige tidspunkt for fodboldlandsholdet.
Lørdag aften var angriberen med sine to mål i EM-ottendedelsfinalen mod Wales den afgørende faktor i Danmarks overbevisende 4-0-sejr i Amsterdam.
Det tredje danske mål blev scoret af Joakim Mæhle med få minutter tilbage af opgøret, mens Martin Braithwaite fuldendte afklapsningen i tillægstiden.
Dermed er Danmark klar til EM-kvartfinalen i Baku lørdag i næste uge. Kvartfinalemodstanderen bliver fundet søndag aften, når Holland og Tjekkiet mødes i Budapest.
Med sejren over Wales har fodboldlandsholdet også brudt en lang og kedelig stime af knockoutkampe ved slutrunder uden sejr.
Det var således første gang siden VM-ottendedelsfinalen mod Nigeria i 1998, at Danmark vandt en knockoutkamp. I EM-sammenhæng var den seneste sejr i knockoutfasen finalesejren over Tyskland i 1992.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk










