Gå til hovedindhold

Bænkning mod Real drev Gerrard til skifte

Bænkning mod Real drev Gerrard til skifte

Af: Ritzau

Brendan Rodgers' beslutning om at lade Steven Gerrard starte på bænken mod Real Madrid, drev den 35-årige Liverpool-legende til at forlade klubben.

Steven Gerrard har løftet sløret for, hvad der afgjorde hans beslutning om at skifte væk fra Liverpool.

I et interview på den engelske sportskanal BT Sport blev Gerrard interviewet af Rio Ferdinand. Her afslører Liverpool-legenden, at det var en bænkplads mod Real Madrid, der ledte til beslutningen om at stoppe i Liverpool.

Gerrard havde haft flere samtaler med manager Brendan Rodgers, der havde fortalt midtbanespilleren, at han ikke ville komme til at spille tre kampe på en uge, da man gerne ville forsøge at spare ham og holde ham fit.

Da Liverpool så mødte Real Madrid i november i Champions League-gruppespillet, var Gerrard ikke i startopstillingen.

  • Det her var en unik situation, fordi det var mod Real Madrid, og jeg ville spille. Da jeg fik at vide, at jeg ikke spillede, så accepterede jeg det for holdets skyld og for mit forhold til Brendan.

  • Men jeg var helt ødelagt, da jeg sad på bænken den kamp, fordi jeg ville så gerne spille. Så det var en af de situationer, der satte tankerne i gang og skubbede mig i retningen af at ville prøve noget andet.

Og det skal han så. Steven Gerrard skal spille hos LA Galaxy for fremtiden.

Andre gode nyheder