Avis: Kæmpe chok i Esbjerg - sportsdirektør og cheftræner på vej ud
Af: Rasmus Hansen
Esbjerg rykkede for få timer op i Alka Superligaen efter en 3-0-sejr over Silkeborg. Mens der stadig drikkes øl og holdes fest i klubben, skriver Ekstra Bladet, at sportsdirektøren Ted van Leeuwen og cheftræneren John Lammers kan være på vej ud af døren.
Der har før været rygter om, at sportsdirektøren Ted van Leeuwen var på vej væk fra Esbjerg, da hollænderen gerne vil hjem til hjemlandet og Twente, som han tidligere har arbejdet i.
Men Ekstra Bladet skriver også, at det kan betyde at cheftræneren John Lammers kan være fortid i den vestjyske klub til trods for en fornem oprykning til landets bedste række.
Avisen skriver ydereligere, at der afholdes et bestyrelsesmøde allerede på tirsdag, hvor udfaldet skulle blive, at Ted van Leeuwen ikke rykker med Esbjerg op i Superligaen.
Dermed er det ikke en festdag for alle i klubben, da der nu lurer store sportslige udskiftninger.
Rasmus Hansen
rasmus.hansen@tv3sport.dk










