Arsenal åbner sæsonen med sikker hjemmesejr
Af: Ritzau
Kai Havertz og Bukayo Saka scorede, da Arsenal slog Wolverhampton. Newcastle slog oprykker trods udvisning.
Sidste sæsons nummer to i Premier League, Arsenal, fik lørdag en fin start på den nye sæson.
Uden at spille sig ud vandt Arsenal på hjemmebane med 2-0 over Wolverhampton.
Kai Havertz og Bukayo Saka scorede og lagde desuden op til hinandens mål.
Arsenal dominerede helt som ventet kampen og blev belønnet godt midtvejs i første halvleg.
Saka fik god tid til at servere et perfekt indlæg, og den tyske spydspids Havertz timede sit spring perfekt og headede Arsenal i front.
Arsenal havde et par muligheder mere - blandt andet til Gabriel Martinelli - men faktisk havde Wolverhampton halvlegens største chance ud over målet.
Norske Jørgen Strand Larsen forsøgte sig med hovedet fra en god position, og kun en vild refleksredning fra David Raya i Arsenal-målet forhindrede udligningen.
Arsenal kontrollerede begivenhederne efter pausen uden at sprudle. Hjemmeholdet gik efter det mål, der kunne lukke kampen og fik det med godt et kvarter tilbage.
Saka modtog bolden i højre side, trak ind i banen og huggede bolden tørt i nettet med venstrebenet.
Derfra blev de tre point cruiset hjem.
Newcastle, der også ventes at være en del af toppen, hev en hjemmesejr på 1-0 hjem mod oprykkeren Southampton.
Det blev sværere end forventet for Newcastle, der allerede efter knap en halv time fik udvist forsvareren Fabian Schär. Schweizeren skubbede til en modstander og gav ham det, der kunne ligne en blid skalle.
Trods undertallet lykkedes det for brasilianeren Joelinton at score sejrsmålet i en kamp, som oprykkeren dominerede med stort overtag målt på spil og chancer.
Philip Billing blev skiftet ind for Bournemouth efter 85 minutter, da holdet var bagud 0-1 ude mod Nottingham Forest, og to minutter senere lykkedes det for Bournemouth at udligne til slutresultatet 1-1 ved Antoine Semenyo.
Hos Everton må Jesper Lindstrøm vente lidt endnu på sin officielle debut for Everton. Den danske offensivspiller sad på bænken i hele kampen, da Liverpool-klubben hjemme tabte med 0-3 til Brighton.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk





