Alle troede dommer skulle på toilettet - men han kendte ikke reglerne og ringede efter hjælp
Af: Kenneth Beyer
Dommer Sandi Putros måtte ringe efter hjælp for at få forklaret reglerne om antal indskiftninger inden de sidste 15 minutter af pokalopgøret mellem VSK Aarhus og AGF.
I pausen af den forlængede spilletid mellem VSK Aarhus og AGF i Sydbank Pokalen forlod dommer Sandi Putros pludselig banen i løb.
Kommentatorerne fik at vide, at dommeren skulle på toilettet, men det viser sig nu, at der ligger en anden historie bag. Han skulle i omklædningen for at foretage et opkald, da han var i tvivl om reglerne. Det erfarer TV3 SPORT.
Begge hold får hver en ekstra indskiftningsmulighed i den forlængede spilletid og har dermed fire i alt. VSK Aarhus havde dog kun foretaget to indskiftninger i den ordinære spilletid. Dommer Putros vidste derfor ikke, om VSK Aarhus måtte foretage en eller to indskiftninger mere i de sidste 30 minutter.
Putros spurgte sine to linjedommere, men alle tre Superliga-dommere var i tvivl, og Putros måtte derfor ringe efter hjælp.
Ifølge reglerne må de gerne bruge begge indskiftninger, og det var da også det svar, som Sandi Putros fik ud af sit opkald. Hjemmeholdet foretog to indskiftninger i det 106. minut. Alt forløb derfor, som det skulle i pokalkampen, hvor AGF levede op til favoritværdigheden med en 3-1-sejr.
TV3 SPORT har kontaktet chef for DBU’s dommerudvalg, Michael Johansen, for at få hans syn på sagen, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Mens en mulig dommer-katastrofe blev afværget i Aarhus, endte det helt galt mellem Næstved og Viborg i NordicBet Ligaen i søndags. Her undgik Næstveds Stefan Vico at blive vist ud, selvom dommeren havde givet ham to gule kort i anden halvleg. Det kan du læse meget mere om her og se klippet med den manglende udvisning.
Kenneth Beyer
kenneth.beyer@nentgroup.com




