Gå til hovedindhold

Ajax fik smæk af Salzburg på Amsterdam Arena

Ajax fik smæk af Salzburg på Amsterdam Arena

Af: Ritzau

Der var ikke meget danskerklub over Ajax her til aften. Således var kun Victor Fischer med i startopstillingen for Æresdivisionens nummer ét. Lasse Schöne måtte udgå af opvarmningen efter en soloulykke. Men måske er de danske spillere glade for ikke at have deltaget i opgøret, for det var ikke en sjov aften for Ajax-mandskabet.

Salzburg satte sig fra starten på opgøret med deres dræbende effektive presspil og efter et lille kvarter lå bolden i Jasper Cillessens mål, da Jonathan Soriano sikkert kunne eksekvere et straffespark.

Kun en håndfuld minutter senere blev det også 2-0 til østrigerne ved Sadio Mane.

Efter 35 minutter nærmere det sig regulær ydmygelse for hjemmeholdet, da Jonathan Soriano fra midten af banen scorede et utroligt mål. Cillessen var kun gået nogle meter ud af målet, men et fantastisk hårdt og velplaceret spark, der dykkede lige på det rigtige tidspunkt kunne han ikke gøre noget ved; 3-0 til Salzburg ved pausen.

I anden halvleg døde kampen en smule ud. Ajax virkede påpasselige i defensiven for ikke at risikere et større nederlag, mens Salzburg lurede på kontrachancerne.

Mere skete der dog ikke i opgøret, og derfor har Salzburg mere end halvandet ben i næste runde.

Lucas Andersen fik de sidste ti minutter for Ajax, hvilket samtidig var det første spilletid til danskeren i hele 2014.

Andre gode nyheder