Agger og co. skulle bruge en halv time ekstra mod Notts County

Af: Ritzau
Efter en halv time af hjemmekampen mod Notts County fra den tredjebedste række i Capital One Cup var Liverpool planmæssigt 2-0 foran, så det så ud til, at Daniel Agger og kompagni kunne cruise videre til næste runde og samtidig forberede sig til weekendens storkamp mod Manchester United i Premier League.
Raheem Sterling havde åbnet det hele med et fornemt solomål efter fire minutter, og Daniel Sturridge fordoblede føringen.
Men et eller andet gik galt, for inden for den sidste halve time scorede Notts County to gange og sendte opgøret ud i forlænget spilletid. Udligningen faldt med seks minutter igen af de 90 ordinære minutter.
I de ekstra 30 minutter satte Liverpool dog tingene på plads, da Daniel Sturridge og Jordan Henderson sikrede 4-2-sejren.
Daniel Agger startede egentlig på bænken, men han kom i aktion efter bare ni minutter, da nyerhvervelsen Aly Cissokho måtte udgå med en skade.
Også Fulham og Hull balancerede på randen af knockout, men de fik taget sig sammen og besejret henholdsvis Burton og Leyton Orient i forlænget spilletid.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk








