Gå til hovedindhold

AGF tog håneretten i Aarhus-derbyet – Se ALLE målene fra 4-1-sejren her

Af: Web

2. divisionsholdet VSK Aarhus kom skidt fra start i pokalkampen mod AGF, og derfra var der lang vej hjem for dem på Ceres Park.

I Aarhus vandt AGF lokalslaget mod VSK Aarhus fra 2. division med 4-1 efter at have bragt sig på 3-0 efter blot 22 minutter.

De øvrige superligamandskaber, som var i pokalaktion tirsdag, kom også videre.

OB var også ude i et lokalbrag mod Dalum fra 2. division, og Kent Nielsens superligatropper var ikke langt fra at ende i en skuffelse.

Trods overvægt i spil og chancer måtte OB helt frem til 89. minut, førend Julius Eskesen blev matchvinder med scoringen til 1-0.

Hobro tog ligeledes en smal sejr på 1-0 mod Kolding IF.

Kriseramte Randers FC levede op til gigantfavoritværdigheden, da holdet tirsdag aften gæstede Agerbæk/Starup fra Jyllandsserien i pokalturneringen.

Kronjyderne vandt stensikkert med 7-2 og fik lidt tiltrængt succes i en hård tid.

Efter syv runder af Alka Superligaen er Randers bundprop og fortsat uden sejr. Klubbens bestyrelse måtte derfor sætte sig sammen til krisemøde.

Her fik cheftræner Ólafur Kristjansson forlænget sin tyndslidte snor, i hvert fald frem til pokalkampen tirsdag.

Den opgave løste han og spillerne problemfrit.

Allerede efter ti minutter sendte Marcus Mølvadgaard Randers på sejrskurs, og inden pausen var føringen udbygget til solide 4-0 i en ensidig forestilling.

Efter pausen tog Randers den mere med ro. Efter scoring til 5-0 fik det undertippede hjemmehold lov til at reducere to gange, inden superligaholdet lukkede kampen med to scoringer.

I Superligaen er næste opgave 9. september ude mod AGF, når landsholdspausen er ovre.

Se målene fra AGF-sejren i videoen øverst


Andre gode nyheder