Gå til hovedindhold

Agent bekræfter engelsk interesse i Lewandowski

Agent bekræfter engelsk interesse i Lewandowski

Af: Ritzau

Der er interesse i Robert Lewandsowski fra Premier League, bekræfter den polske målmaskines agent.

Robert Lewandowski spiller for suveræne Bayern München og har scoret vanvittige 19 mål i 18 kampe i denne sæson for den tyske storklub, som er godt på vej til endnu et mesterskab.

Men trods succesen i Bayern München fortsætter medier i England og Tyskland med at sætte stjerneangriberen i forbindelse med et skifte til Premier League.

Tidligere har både Arsenal og Manchester United været bragt i spil som mulige bejlere.

Og senest er det så Liverpool, der har været nævnt som en mulig destination på grund af Robert Lewandsowskis forbindelse til klubbens nye manager Jürgen Klopp, som ligesom polakken har en fortid hos Borussia Dortmund.

Nu bekræfter Robert Lewandowskis tyske agent, at der er interesse i Robert Lewandowski fra England.

  • Det ville være forkert at sige, at der ikke er nogen interesse, siger agenten Maik Barthel til Sportbild.

  • Vi bør alle respektere, at Robert har en kontrakt med FC Bayern, tilføjer han med henvisning til, at Bayern München og Robert Lewandowski har papir på hinanden frem til sommeren 2019.

Andre gode nyheder