AFC Wimbledon i superflabet respons til fodboldmyndighederne i pokaldrama mod MK Dons
Af: Peter Schulz
Ledelsen i AFC Wimbledon vil bare ikke lade den ligge.
Sidste år fik AFC Wimbledon en reprimande for ikke at kalde MK Dons ved klubbens fulde navn på måltavlen og i programmet til liga-opgøret mellem de to klubber.
Historien bag AFC Wimbledon og MK Dons er naturligvis, at MK Dons egentlig var det oprindelige Wimbledon men i 2004 valgte at flytte til Milton Keynes.
Tilbage blev supportere af Wimbledon, og de stiftede klubben AFC Wimbledon, som på få år spillede sig helt op i Football League-systemet.
Da de to mandskaber så igen skulle mødes, denne gang i Carabao Cuppens første runde, på AFC Wimbledons hjemmebane Kingsmeadow i tirsdags, var der naturligvis lagt i kakkelovnen.
For hvad gør man, når nu man ikke har tænkt sig at efterleve påbudet om at kalde MK Dons for MK Dons på måltavle og i kampprogram?
Tja, til tirsdagens pokalkamp virkede måltavlen ikke.
Og man valgte fra AFC Wimbledons side, at der slet ikke skulle udgives et kampprogram til opgøret.
Kampen blev et vaskeægte drama med to misbrugte straffespark undervejs. Og efter 2-2 efter forlænget spilletid måtte man ud i straffesparkskonkurrence.
Den vandt MK Dons.
Du kan se highlights og afgørelse i videoplayeren herover.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk





