Gå til hovedindhold

AC Milan ansætter portugiser som cheftræner

Af: Ritzau

Paulo Fonseca er ny cheftræner for AC Milan, som for nylig sagde farvel til Stefano Pioli.

AC Milan har udnævnt Paulo Fonseca som ny cheftræner.

På sin hjemmeside oplyser storklubben fra Milano, at han har skrevet under på en treårig kontrakt.

51-årige Fonseca har været vidt omkring i trænerkarrieren, som begyndte i hjemlandet.

Han har været træner for adskillige klubber i Portugal, heriblandt FC Porto og FC Braga.

I 2016 drog han så til Ukraine for at stå i spidsen for Shakhtar Donetsks hold, før AS Roma slog kløerne i ham tre år senere.

Herfra gik turen så til Lille, før AC Milan denne sommer pegede på den erfarne portugiser.

Fonseca afløser Stefano Pioli, som sagde farvel til danske Simon Kjær og resten af klubben efter sidste kamp i den forgangne sæson.

Torsdag var det den tidligere stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic, der som repræsentant for klubejeren RedBird Capital Partners, præsenterede Fonseca.

/ritzau/

Andre gode nyheder