57.000 billetter til 2. divisionskamp solgt på en time
Når Hamburger SV tager imod FC St. Pauli på Volksparkstadion i 2. Bundesliga fredag 21. april er der totalt udsolgt.
Af Frits Ahlstrøm
Alle 57.000 billetter blev solgt indenfor en time, deraf 5.500 til FC St. Paulis tilhængere i løbet af fem minutter. De dyreste koster 737 kroner; de billigste 298. Det giver en entreindtægt på godt 18 millioner danske kroner. End ikke, da HSV spillede mod Juventus og Arsenal FC i UEFA Champions League var priserne så høje.
Hamburger SV har til sine hjemmekampe i denne sæson haft 52.171 tilskuere i gennemsnit; flere end 13 af de 18 klubber i den bedste tyske række. FC St. Pauli har som altid haft udsolgt med 29.263 til hver af sine kampe hjemme på Millerntor.
Det er snart 100 år siden, Hamburger SV mødte FC St. Pauli for første gang. Dengang – 19. oktober 1924 – var der ikke tilnærmelsesvis den samme rivalisering som nu, endsige nogen. HSV vandt de første syv opgør med sammenlagt 43 mål mod 6.
De to klubber tilbragte de fleste sæsoner sammen i Regionalliga Nord, hvorfra det vindende hold kvalificerede sig til slutspillet om det tyske mesterskab, som HSV vandt i 1923, 1928 og 1960. Da den landsomfattende Bundesligaen blev lanceret i 1963, måtte en by kun have én klub med, og det blev HSV i Hamborg; den næststørste by i Tyskland efter Berlin.
Først i 1977 lykkedes det FC St. Pauli at rykke op i Bundesligaen, hvor det blev til en enkelt sæson. Siden fulgte seks sæsoner, fordelt på tre perioder; senest i 2010-11.
Mens Hamburger SV vandt yderligere tre nationale mesterskaber, tre tyske pokalfinaler, UEFA Cup-turneringen for pokalvindere i 1977 og Champions League-finalen 1-0 over Juventus i 1983, kæmpede FC St. Pauli med økonomiske problemer.
På et tidspunkt var klubben tæt på en konkurs, men det kunne Uli Hoeness, manageren i FC Bayern München, ikke leve med, selv om han altid blev svinet til på Millerntor. Så han tilbød FC St. Pauli at spille en venskabskamp kvit og frit og reddede dermed kult-klubben.
Udover indtægten fra billetsalget indkasserede FC St. Pauli et klækkelig beløb på at sælge 100.000 T-shirts med ’Danke Uli’ på brystet. Flere koncerter på Millierntor samt donationer bidrog også til redningsaktionen.
Siden har FC St. Pauli, et fristed for venstre-orienterede, der aldrig accepterer sexistiske og racistiske tilråb på Millerntor, hvor tre flag vajer på hver spilledag: det ene med klubbens logo, det andet med et dødningehoved og det tredje i regnbuens farver, betragtet ’aristokraten’ Uli Hoeness som deres ven.
Efter 24. runde er SV Darmstadt 08 på 1. pladsen i 2. Bundesliga med 49 point foran Hamburger SV (48), 1. FC Heidenheim (47), SC Paderborn 07 (40), Fortuna Düsseldorf (39), 1. FC Kaiserslautern (39), FC St. Pauli (38), Karlsruher SC (34), Holstein Kiel (33) og Hannover 96 (31).
Husk, du kan se alle kampe i Bundesligaen på Viaplay – i de kommende dage disse 9:
Fredag – Klokken 20:25
VfL Borussia Mönchengladbach – Werder Bremen (TV3 MAX)
Lørdag – Klokken 15:25
VfB Stuttgart – VfL Wolfsburg
FC Augsburg – FC Schalke 04
VfL Bochum – RB Leizpig
TSG 1899 Hoffenheim – BSC Hertha Berlin (See)
Lørdag – Klokken 18:25
Borussia Dortmund – 1. FC Köln
Søndag – Klokken 15.25
1.FC Union Berlin – Eintracht Frankfurt
Søndag – Klokken 17:25
Bayer 04 Leverkusen – FC Bayern München (TV3 MAX)
Søndag – Klokken 19:25
1.FSV Mainz 05 – Freiburger SC











