Gå til hovedindhold

22 års forskel på yngste og ældste målscorer i EM

Der er inden søndagens finale mellem Spanien og England i Berlin lavet 943 mål i de 17 slutrunder om Europa Mesterskabet; deraf 114 i den nuværende.

Af Frits Ahlstrøm

De er fordelt på 544 spillere, hvoraf disse har scoret mindst syv gange (med antal kampe nævnt i parentes):

Cristiano Ronaldo (Portugal) 14 mål (14 kampe)

Michel Platini (Frankrig) 9 mål (5 kampe)

Alan Shearer (England) 7 mål (9 kampe)

Álvaro Morata (Spanien) 7 mål (16 kampe)

Antoine Griezmann (Frankrig) 7 mål (17 kampe)

Harry Kane (England) 7 mål (17 kampe)

Seks spillere deler 1. pladsen på topscorerlisten i denne slutrunde – med 3 mål hver:

Harry Kane (England)

Georges Mikautadze (Georgien)

Jamal Musiala (Tyskland)

Cody Gakpo (Holland)

Ivan Schranz (Slovakiet)

Dani Olmo (Spanien)

Lamine Yamal, der fyldte 17 år i går, blev alle tiders yngste målscorer i en slutrunde. Han var 16 år og 362 dage, da han lavede sit pragtmål for Spanien i 2-1 sejren over Frankrig i semifinalerne. Rekorden tilhørte schweiziske Johan Vonlanthen, der var 18 år og 141 dage, da han scorede mod Frankrig i EURO 2004 i Portugal.

Apropos mål er der sat to rekorder i denne slutrunde.

Nedim Bajrami, den 25-årige albanske midtbanespiller i italienske US Sassuolo, lavede alle tiders hurtigste mål, da han scorede efter 23 sekunders forløb mod Italien. I EURO 2004 havde russeren Dmitri Kirichenko nettet efter 67 sekunder i 2-1 sejren over Grækenland i den indledende pulje.

Den russiske scoring blev senere i slutrunden i Tyskland til alle tiders tredjehurtigste, eftersom Merih Demiral kun behøvede 58 sekunder for at bringe Tyrkiet på 1-0 mod Østrig.

Den fjerdehurtigste scoring nogensinde er også noteret i denne slutrunde, signeret belgiske Youri Tielemans i 2-0 sejren over Rumænien.

Den ældste målskytte i en EM-slutrunde er Luca Modrić. Han var 38 år og 289 dage, da han bragte Kroatien på 1-0 mod Italien, som udlignede i det 8. tillægsminut på sidste spilledag i puljen og dermed sendte ham og hans holdkammerater ud af turneringen.

Der er 22 års forskel på Luca Modrić (født 9. september 1985) og Lamine Yamal (født 13. juli 2007).

Andre gode nyheder