
Af: Ritzau
Trods massiv dominans og masser af afslutninger lykkedes det ikke Liverpool at sikre passage til femte runde af FA Cuppen.
Det blev således til et skuffende 0-0 resultat for Liverpool hjemme mod Bolton Wanderers fra den næstbedste række i lørdagens sene kamp.
Efter 10 minutter, hvor Bolton var godt med, stod der Liverpool på det meste i resten af opgøret, men trods 24 afslutninger, hvoraf ni var inden for rammen, kunne gæsternes keeper Adam Bogdan tage fra Anfield med et clean sheet og en kåring som kampens bedste spiller.
Liverpool, som var uden en skadet Steven Gerrard, kunne imidlertid også tillade sig skuffelse over, at kampens dommer Kevin Friend i to situationer var meget lidt venligt stemt over for hjemmeholdet.
Først da Matt Mills, der allerede havde en advarsel, bremsede Lazar Markovic i gennembrud i feltet, og siden da den tidligere Liverpool-spiller Jay Spearing nedlagde Jordan Henderson umiddelbart foran mål.
Dermed må de to hold nu ud i omkamp på Boltons Reebok Arena for at få afgjort, hvem der skal videre til femte runde af den traditionsrige pokalturnering.
Fredag spillede Manchester United 0-0 ude mod Cambridge United fra den fjerdebedste række.
Og lørdag forlod både Manchester City, Chelsea, Southampton og Tottenham turneringen efter overraskende nederlag, alle på hjemmebane.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk




