Gå til hovedindhold

Schweiz Rundt: Trentin slår favoritterne i massespurt

Schweiz Rundt: Trentin slår favoritterne i massespurt

Af: Ritzau

Den 24-årige italiener Matteo Trentin åbnede spurten på sjette etape og lod ingen komme forbi sig.

Matteo Trentin kørte sig til en fornem triumf på sjette etape af Schweiz Rundt, hvor italieneren var hurtigst i en massespurt.

Den 24-årige rytter fra Omega Pharma-Quick-Step åbnede selv spurten 200 meter fra målstregen med flere at de store sprintere lige bag sig.

Ingen af dem formåede dog at indhente Trentin, der sluttede lige foran Daniele Bennati (Tinkoff-Saxo). Ben Swift (Sky) blev klemt inde mellem Trentin og Bennati og fik aldrig bragt sig i spil til sejren.

Swift blev nummer fire, mens Peter Sagan (Cannondale) måtte tage til takke med femtepladsen.

Ligesom det var tilfældet på femte etape, var opløbsstrækningen torsdag i Delemont smal og kringlet, hvilket gjorde det næsten umuligt at kæmpe sig frem i finalen.

Matteo Trentins holdkammerat Tony Martin fører fortsat det schweiziske etapeløb.

Schweiz Rundt, der slutter på søndag, består af ni etaper.

Andre gode nyheder