Dansk vinder af World Cuppen: Kan ikke tro det
Af: Ritzau
Casper Pedersen endte i nat øverst på skamlen i den samlede World Cup-stilling, hvilket er svært for hovedpersonen selv at forstå.
Med en femteplads i Guadalajara og en niendeplads i London lå Casper Pedersen på en samlet andenplads inden weekendens World Cup-stævne i Cali, Colombia, i Omnium-disciplinen.
Andenpladsen blev heldigvis ikke sat over styr, nærmere tværtimod. Med en syvendeplads i Cali blev det nemlig til en samlet sejr i hele World Cuppen med 269 point.
- Jeg kan næsten ikke tro på, at jeg har vundet World Cuppen. Det er en meget stor sejr for mig at skrive på CV'et, siger Casper Pedersen til cyklingdanmark.dk.
Den næste store test for Casper Pedersen og de øvrige danske baneryttere bliver VM i Paris, som vi sender på vores TV3 SPORT-kanaler.
Tillykke til Casper og held og lykke til de danske ryttere til VM skal der lyde herfra.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk





